VM håndbold

Norske VM-tvillinger talte ikke sammen 'i flere dage', da den ene fravalgte dansk klub

Sanna og Silje Solberg har i store dele af deres karrierer spillet sammen på både lands- og klubhold. TV 2 SPORT

Sanna og Silje Solberg spillede frem til 2014 i samme klub. Chancen bød sig igen i foråret, men her sagde Silje Solberg fra.

De er enæggede tvillinger og har været sammen om det meste i størstedelen af deres liv.

Norges landsholdsspillere Sanna og Silje Solberg er bedste venner, og sammen har de vundet tre guldmedaljer med Norge. Førstenævnte som fløjspiller, sidstnævnte som målvogter.

Frem til 2014 spillede de i samme klub, norske Stabæk, før Sanna drog til Larvik og Silje til TTH Holstebro.

Silje afviste genforening

I foråret var der så mulighed for en genforening, fortæller de til VG. Sanna Solberg spiller i danske Team Esbjerg, som med Sandra Tofts afgang til Brest manglede en målvogter. Silje Solberg havde en option i sin kontrakt med ungarske Siófok, som tillod hende at forlade klubben et år før tid.

Kontrakten mellem Team Esbjerg og Silje Solberg var nærmest skrevet på forhånd. Det tænkte Sanna Solberg i hvert fald.

Silje Solberg besluttede sig nemlig for at blive og forklarede sin beslutning i en lang sms. Svaret fra tvillingesøsteren: "OK".

- Jeg blev skuffet og havde ikke mere at sige lige der. Men jeg var jo nødt til at svare, siger hun til VG.

Mødtes i EHF Cup-finalen

Deres tætte forhold blev lagt på is i nogle dage. Faktisk gik der en uge uden kontakt mellem dem.

De er dog for længst kommet videre, og nogle måneder efter beslutningen stod de faktisk over for hinanden i EHF Cup-finalen. Den vandt Silje og Siófok.

- Det var svært at glæde sig. En lidt mærkelig følelse, siger Silje Solberg.

Nu er tvillingerne fra Bærum sammen til VM i Japan, hvor de som altid bor på værelse sammen.

Silje Solberg har hidtil været den femtebedste målvogter ved VM med en redningsprocent på 37. Sanna Solberg har scoret 12 mål.