VM håndbold

Rasende Sandra Toft: - Jeg kan slet ikke forstå det

Danmark fik en drømmestart mod Norge, men gik i stå og tabte første kamp i mellemrunden ved VM.

"Hold kæft, hvor er det ringe. Jeg magter det ikke."

Sådan lød et meget følelsesladet udbrud fra den danske landsholdsmålmand Sandra Toft på vej ud i omklædningsrummet.

Toft stod endnu en brandkamp for Danmark, hvor det blev til hele 17 redninger mod Norge. Storspillet var bare ikke nok. Danmark scorede kun 19 mål i kampen efter en drømmestart, hvor der stod 5-0 efter fem minutters spil.

- Jeg var rasende, og det er jeg stadigvæk. Jeg har ikke været særlig meget inde i omklædningsrummet, siden kampen sluttede, siger Sandra Toft som forklaring på sit udbrud.

- Vi spiller katastrofalt dårligt i angrebet. Vi starter rigtig godt, og så går vi fuldstændig i stå. Med det, vi havde på spil i den her kamp, kan jeg slet ikke forstå det. Jeg er meget, meget skuffet.

Hun sætter indsatsen i perspektiv til kampen mod Frankrig fredag. Her slog Danmark de forsvarende europa- og verdensmestre i en direkte duel om at gå videre til mellemrunden.

Dagens resultater havde endda flasket sig således, at Danmark med tre sejre i mellemrunden ville være sikker på en plads i semifinalen.

Banket tilbage igen

Nu er Danmark afhængig af flere mere eller mindre usandsynlige resultater, hvis det skal blive til medaljekampe ved VM.

- Nu er vi blevet banket tilbage igen. Vi spiller sidelæns, taber boldene, og det er meget frustrerende. Vi gør det rigtig godt defensivt. Vi taber kampen oppe i angrebet.

Kan du godt tillade dig at være lidt sur på dine holdkammerater?

- Det er altid et svært spørgsmål. Jeg er sur og skuffet lige nu. Jeg ville rigtig gerne have vundet den her kamp. Det er anden kamp, vi taber, hvor vi vinder målmandsduellen, siger Sandra Toft med henvisning til nederlaget i det indledende gruppespil til Tyskland.

'Har ret til at været frustreret'

Ifølge Mie Højlund, der blev delt dansk topscorer med fire scoringer, kan Sandra Toft godt tillade sig at være sur på holdkammeraterne.

- Det kan hun godt. Sandra står en fantastisk kamp igen. Vi har fundet en eller anden connection mellem Sandra og forsvaret, som er sindssygt god, og som gør, at hun bare præsterer til de her kampe, siger Højlund.

- Hun har ingen indflydelse på angrebsspillet, så hun har virkelig ret til at være frustreret. Hun fortjente en sejr i dag.

Mens semifinalerne så godt som er væk for Danmark, er der stadig masser at spille for i de to sidste mellemrundekampe mod Holland og Serbien.

En plads i top-7 giver nemlig en billet til OL-kvalifikationen næste år. Dermed skal Danmark som minimum slutte på fjerdepladsen i mellemrundegruppen, som giver en placeringskamp om 7.- og 8.-pladsen.

Kampene mod Holland og Serbien spilles mandag og onsdag klokken 10 og kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.

Danmark indledte opgøret mod Norge med en flot føring. Men Norge fandt rytmen og stak flere gange af med flot angrebsspil. Video: Louise Lind