Serbisk profil grinte af forfejlet forsøg på film

En ærlig Dragana Cvijic lægger sig fladt ned, efter hun i kampen mod Sydkorea forsøgte at filme.

Kunsten at grine af sig selv. Den besidder Serbiens stærke stregspiller Dragana Cvijic.

Både under VM-kampen mod Sydkorea og efter var der én situation, hun ikke kunne lade være med at grine af.

I anden halvleg blev hun vist ud i to minutter for at filme mod Sydkoreas Kang Eun-hye. En kendelse fra det spanske dommerpar Garcia Ignacio og Marin Andreu, hun var helt enig i. I stedet for brok gik hun derfor mod bænken med et grin og et smil.

- Jeg forsøgte at få hende (Kang, red.) til at lave angrebsfejl, men hun gik ikke på den. Hun var klogere end mig i den situation. Hun stoppede bare, og jeg forsøgte at forcere fejlen. Det var helt fair med to minutters udvisning, fordi jeg forsøgte at filme, siger Dragana Cvijic til TV 2 SPORT.

Den 29-årige stregspiller fortæller, at det ikke var planlagt at filme, men at det bare skete.

- Det var en refleks, fordi jeg var sikker på, at hun ville gå og skyde, og jeg var foran hende.

Hvorfor grinte du af det?

- Fordi det var sjovt. Måden, jeg gjorde det på, og at hun bare slet ikke bevægede sig.

Jagter OL-drøm

Der var også andet end det kiksede forsøg på at filme, der kunne få smilet frem hos Cvijic. Serbien vandt nemlig kampen over Sydkorea med 36-33 og har nu to point med i Danmarks mellemrundegruppe.

- Vi havde forberedt os rigtig godt, og hele kampen var faktisk ret let, fordi vi kom langt foran fra begyndelsen. Der var ingen stress, og frygten for at tabe var der aldrig.

Serbien kom over til mellemrunden uden point og får således meget svært ved at nå semifinalen. Det gør ikke Cvijic noget, for hendes øjne er rettet mod Tokyo til næste år.

- Vores mål er at komme i OL-kvalifikationen. Det er derfor vi er med. Og de to point betyder meget for os.

- Det ville betyde alt. Det er derfor, jeg stadig spiller for landsholdet. Jeg vil til OL, det er mit mål, og det ved mine holdkammerater også, siger Dragana Cvijic.

Få overblikket over, hvordan holdene kommer til OL-kvalifikationen, her.

Serbien møder Tyskland mandag, inden Danmark venter på onsdag.