- Der er mere rygrad, end man går og tror, siger Klavs Bruun om landsholdet
Danmarks håb om plads i såvel VM-semifinalen som OL-kvalifikationen lever med en sejr over Holland.
Se Danmarks sidste mellemrundekamp onsdag på TV 2
Danmark var tvunget til point mod Holland for at holde liv i især drømmen om en plads i OL-kvalifikationen, som minimum kræver en syvendeplads ved VM.
Sejren kom i hus, selvom der var stort pres på de danske spillere i kampens slutfase, hvor hollænderne kæmpede sig tilbage.
- Det er flot, at vi kan rejse os efter den skuffelse, det helt sikkert var i går (mod Norge, red.), hvor vi føler, vi har greb om rigtig mange ting og selv smider det væk, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT.
- Det har de vist et par gange, så der er lidt mere rygrad, end man lige går og tror. Vi skal holde fast i, at vi har spillet fornuftigt i den her turnering. Jeg er godt klar over, vi har smidt lidt for meget væk, men overvejende har det været en helt anden stil, og grundlæggende har vi spillet godt.
Utrolig Sandra Toft
Igen var det Sandra Toft, der uden sammenligning var Danmarks bedste spiller.
Hun leverede i alt 20 redninger og pillede pynten af størstedelen af de hollandske spillere.
- Hun er fantastisk, siger landstræneren.
Danmark tabte søndag med Norge, som løb fra danskerne trods en start, hvor Danmark efter fem minutters spil førte med 5-0.
'Jeg skal til OL'
Et nederlag til Holland havde betydet, at Danmarks chance for at komme til OL i 2020 var udspillet. Nu lever den i bedste velgående før sidste mellemrundekamp onsdag klokken 10 mod Serbien.
- Vi rejser os nok engang. Jeg ville ønske, vi ikke skulle helt ned i kulkælderen for at rejse os. At vi bare kunne spille sådan her hver gang. Så havde vi også slået Norge i går, siger Sandra Toft
- Vi spiller, og vi lever i den eventuelle OL-kval, og det er den helt store gulerod lige nu. Det betyder alt. Der er ikke noget alternativ. Jeg skal til OL.
Kampen mellem Danmark og Serbien kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.