VM håndbold

Haugsted 'tudbrølede i omklædningsrummet': - Jeg er ikke god uden søvn

Det hårde kampprogram og de svingende VM-resultater kulminerede for Line Haugsted efter kampen mod Holland mandag.

VM-slutrunden for landsholdet har været én lang rutsjebanetur.

Resultaterne er gået op og ned, søvnunderskuddet er efterhånden til at føle på, og det påvirker de danske håndboldkvinder.

Efter mandagens sejr over Holland fik følelserne frit spil for Danmarks forsvarsanker Line Haugsted, som Klavs Bruun tidligere i turneringen kaldte ’verdens bedste forsvarsspiller’.

- Følelserne er bare lidt uden på tøjet. Jeg er ikke så god, når jeg ikke får sovet. Jeg sad og tudede efter kampen, for det hele er bare op og ned. Jeg er glad for, vi har vundet, men jeg er bare træt, siger hun til TV 2 SPORT.

Haugsted forklarer også, at hun efter kampen mod Norge slet ikke kunne sove. Derfor kunne antallet af søvntimer tælles på én hånd.

'Hun tudbrølede'

Og når der kun var 18 timer mellem kampen mod Holland og kampen mod Norge, så forstår landstræneren godt, hvorfor Haugsted var meget mere end blot på grådens rand.

- Hun var ikke på grådens rand. Hun tudbrølede ude i omklædningsrummet. Og jeg kan også godt forstå det, for det var sådan, jeg havde det sådan inden den her kamp. Jeg har heller ikke sovet særlig meget i nat, siger Klavs Bruun til TV 2 SPORT.

Og det er ikke kun Line Haugsted, der er påvirket af de svingende resultater. Danmarks ene stregspiller ville også ønske, at landsholdet havde lidt mere kontinuitet i spillet.

- Det er i hvert fald det, vi kalder en rutsjebanetur. Hold op hvor er der stor forskel på i går (nederlaget til Norge søndag, red.) og i dag (sejren over Holland mandag, red.). Det kunne være fedt, hvis det kørte lidt mere stabilt, siger Kathrine Heindahl til TV 2 SPORT.

Landsholdet har spillet syv kampe på ti dage, men tirsdag kan holdet se frem til en lille pause.

Her venter der nemlig en hviledag, hvor Haugsted har planer om ’at sove hele dagen’, som hun selv siger det.

Danmark vandt kampen 27-24 over Holland, og det betyder, at drømmen om en OL-kvalifikation lever i bedste velgående.