- Hun er fra en anden planet, siger Grigel om 'verdens bedste målmand'
Roserne vælter nedover den danske målvågter Sandra Toft, der blev noteret for 20 redninger i sejren over Holland.
Se Serbien-Danmark onsdag kl. 10 på TV 2
Sandra Toft er med sine 120 landskampe og 8 mesterskaber blandt de absolut mest rutinerede spillere på det danske landshold.
Ved det igangværende VM i Japan er hun så i gang med sin vel nok stærkeste slutrunde nogensinde. Redningsprocenten ligger samlet et pænt stykke over 40, og med 20 redninger i mandagens skæbnekamp mod Holland var hun kampens bedste spiller, da Danmark vandt med 27-24.
- God form, god forberedelse og et fantastisk hold foran mig, lød den kortfattede og beskedne forklaring fra Sandra Toft efter sejren.
De store ord stod såvel med- som modspillere dog klar med efter kampen, der gør, at Danmark fortsat har en chance for at slutte i topsyv, som giver en plads i kvalifikationen til OL.
Læs de mange reaktioner på Tofts indsats herunder.
Lotte Grigel
- Jeg har ikke ord for den præstation, hun leverer til det her mesterskab. Hun er verdens bedste målmand, og vi kan sige det igen og igen. Hun bliver ved med at levere. Det er fuldstændig ude af det her univers. Hun er sindssyg. Det er så dejligt, at vi har hende inde bagved.
Louise Burgaard
- Sandra er outstanding, og jeg håber ikke, mine holdkammerater er alt for bange, når vi skal møde hende (i den franske liga, red.).
Klavs Bruun Jørgensen, landstræner
- Hun er fantastisk.
Jan Pytlick, tidl. landstræner og VM-ekspert
- Inden for de sidste tre, fire år har hun rykket sig rigtig meget på fløjskuddene. Hun er meget afventende, og hun har nogle faste figurer, hun arbejder med. Hun taber ikke sine arme. Det er sindssygt godt arbejde og ligner meget det, man gør på herresiden.
- Jeg tror, fløjspillerens trusser ligner et brugt kaffefilter, for hun har været så nervøs. Hun turde stort set ikke gå fra fløjen. Til sidst spiller hun bare bolden tilbage.
- Det bliver selvforstærkende mentalt, når man snakker om, hvordan man skal skyde hende. De har nok brugt meget tid på det, og så bliver de bare ved med at brænde.
Lærke Møller, ekspert
- Det er klasse. De (hollandske spillere, red.) tør ikke gå. Og når de så hopper ind over stregen, skal de hele tiden tænke: ”Åh nej, jeg bliver nødt til at skyde yderligt, for ellers redder Sandra Toft den”.
Estavana Polman, Hollands playmaker
- Jeg synes ikke, vi er dårligere end Danmark. Sandra var selvfølgelig fantastisk. Det er hun. Men vi skyder også virkelig dårligt.
- Hun er god, men man skal aldrig være bange for at skyde på hende. Men vi skyder uden kraft, og på åbent mål skyder jeg tre meter forbi. Det er de små ting. Det er dumt.
Emmanuel Mayonnade, Hollands landstræner
- Jeg tænker, at det nærmest ikke er muligt at vinde en kamp, når en målvogter laver 20 redninger. Det var ikke en god dag for os.
Tess Wester, Hollands målvogter
- Hun står virkelig godt. De leverer bare en superturnering.