VM håndbold

Klavs Bruun skifter ud i VM-truppen

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har valgt at foretage sin første udskiftning under VM i Japan. Beslutningen roses af håndboldekspert Bent Nyegaard.

Danmark møder Holland klokken 10. Du kan se kampen på TV 2 og TV 2 PLAY.

De danske håndboldkvinder står foran to skæbnekampe ved VM i håndbold, og før kampen mod Holland har Klavs Bruun Jørgensen valgt at bruge sin første af tre mulige udskiftninger.

København Håndbolds Mia Rej erstatter således højrefløjen Simone Böhme. Landstræneren har truffet beslutningen på baggrund af taktiske årsager.

- Vi synes grundlæggende, at når vi spiller med tempo og en bevægelig playmaker, at vi skaber gode muligheder for vores backs. Så for at have en erstatning eller aflastning for Lotte (Grigel, red.) har vi valgt at få Rej ind, skriver landstræner Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT i sin SMS-dagbog.

Nyegaard: Bedre sent end aldrig

Dermed får Danmark altså endnu en højrehåndet bagspiller ind i VM-truppen, mens det efterlader Trine Østergaard som eneste spiller på højre fløj. Beslutningen glæder TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Det er en god og klog beslutning. Jeg har fra starten ærgret mig over, at Mia Rej ikke var blandt de udvalgte, for hun har kvaliteterne til. Derfor bedre sent end aldrig. Klavs Bruun Jørgensen får en playmaker, der er meget forskellig fra Lotte Grigel, fordi Mia Rej er en meget mere direkte og afsluttende spiller, siger Bent Nyegaard.

Trine Østergaard har været landstrænerens klare førstevalg på højrefløjpositionen, hvor Simone Böhme fået en time og 26 sekunder på banen Danmarks første seks kampe ved slutrunden.

Ville kun skifte ud ved skader

Landstræneren havde ellers givet udtryk for, at de oprindelige 16 spillere i VM-truppen var dem, der skulle spille hele vejen, medmindre der opstod skader. Det sagde han, da han udtog Mia Rej og målvogter Cecilie Greve som reserver til VM.

Lyn-analyse

Det, som Mia Rej ikke kommer til at mangle, som var en tydelig mangelvare i søndagens kamp mod Norge, er mod. Hun har mod, og hun tør. Du kan være sikker på, at hun giver fuld gas. Hun har den dygtiges mod, og det er en egenskab, der er vigtig.

Det skal dog tilføjes, at det er en meget, meget svær opgave for Mia Rej at komme ind på det her tidspunkt og efter det forsmædelige nederlag til Norge.

- De er taget med for at dække af, hvis der opstår skader. Ellers er udgangspunktet, at det er de 16, der er udtaget, der spiller. Det er dem, jeg håber på kan bære det igennem - og skabe et rigtigt godt resultat.

­- De er ikke taget med for, at hvis der er nogen, der ikke spiller op til standard med det samme, at vi så skifter. Det er klart en skadessituation, der skal gøre, at vi skifter ud, sagde Klavs Bruun 7. november til TV 2 SPORT.

Midt i turneringen mandag er begrundelsen fra landstræneren dog ikke, at udskiftningen sker som følge af en skade.

Flere af TV 2 SPORTs håndboldeksperter har løbende før og under VM påpeget, at de gerne så Mia Rej på banen for Danmark under VM.

Mia Rej er suveræn topscorer i den danske håndboldliga og øverst i hierarkiet i sin klub, København Håndbold.