VM håndbold

Det gik du glip af i nat: Dansk VM-debutant syet

Når vi går i seng i Danmark, vågner de i Japan, hvor VM bliver spillet. Hver dag får du her overblikket og dagens program.

Udskiftninger

Rumænien har foretaget sin tredje og sidste udskiftning i truppen ved VM. Målvogteren Diana-Cristiana Ciuca træder ind i truppen på bekostning af stregspilleren Raluca-Elena Bacaoanu.

De japanske VM-værter har indskiftet Nykøbing-Falsters fløjspiller Ayaka Ikehara på bekostning af Natsumi Akiyama.

Dansk debutant syet

Mia Rej blev skiftet ind i Danmarks trup til mandagens kamp mod Holland og fik dermed slutrundedebut. Hun blev ramt af en albue i hovedet kort efter, hun kom på banen.

- Det går meget fint. Jeg vågnede en enkelt gang i nat og havde lidt ondt i hovedet. Jeg har fået et sting. Lægen kiggede kort på det her til morgen og vurderede, at vi ikke gør mere ved det, siger Mia Rej.

Hun melder sig fuldstændig klar til onsdagens kamp mod Serbien.

Danmark aflyser træning

Efter to kampe på to dage har landstræner Klavs Bruun Jørgensen aflyst den planlagte træning tirsdag forud for onsdagens skæbnekamp mod Serbien klokken 10.

- Grundet den fysiske belastning med syv kampe de seneste ti dage har landsholdsledelsen besluttet at aflyse morgendagens planlagte træning, skriver Dansk Håndbold Forbund i en meddelelse.

WADA-dom rammer ikke Rusland ved VM

Rusland blev mandag ramt af fire års udelukkelse fra alle store sportsbegivenheder, men det får ifølge norske Dagbladet ikke nogen indflydelse på VM.

Avisen skriver, at det internationale håndbold forbund lige nu overvejer brugen af det russiske flag og landets nationalhymne under VM, men på grund af en tre uger lang ankefase bliver Rusland ikke smidt ud.

Verdens bedste tvivlsom

Cristina Neagu, der tre gange i træk er blevet kåret som verdens bedste håndboldspiller, er tvivlsom til Rumæniens kamp mod Sverige.

Under sidste års EM pådrog Neagu sig en korsbåndsskade, og det var først kort inden VM-slutrunden i Japan, at hun var tilbage på banen. Det har været hårdt for knæet, som nu gør hende tvivlsom til opgøret.

- Jeg synes, hun har alt. Hun har en utrolig arm, både når det gælder skud, overblik og hurtige afleveringer. Hendes taktiske formåen i angrebet er nok stærkere end mange træneres, siger Sveriges landstræner Henrik Signell til Handbollskanalen.

Ifølge Rumæniens landstræner, svenske Thomas Ryde, er der kun 20 procents chance for, Neagu spiller.

Dagens kampe

Gruppe 2

  • 7.00 Rusland-Montenegro (DR)
  • 10.00 Japan-Spanien (TV 2 SPORT)
  • 12.30 Sverige-Rumænien (DR)

Hold især øje med

Rusland kan med en sejr blive den første VM-nation, der spiller sig i semifinalen. Det kræver en sejr over Montenegro, der samtidig spiller for at holde liv i sin drøm om en plads i semifinalen.

Sverige kæmper ligeledes for at holde liv i drømmen, men selv med en sejr over Rumænien kan det blive svært. Slår Spanien som ventet de japanske VM-værter, vil svenskerne være to point efter Spanien før sidste kamp. Holdene er lige indbyrdes, men Spanien målscore er langt bedre.

Sidste spillerunde onsdag

Gruppe 1

  • 7.00 Holland-Sydkorea (DR)
  • 10.00 Serbien-Danmark (TV 2)
  • 12.30 Norge-Tyskland (DR)

Gruppe 2

  • 7.00 Spanien-Rusland (TV 2 Play)
  • 10.00 Rumænien-Japan (DR)
  • 12.30 Montenegro-Sverige (TV 2 SPORT)