VM håndbold

Holland kan stadig vinde VM trods tre nederlag: - Det giver ingen mening

Holland står med blot fire point i mellemrunden efter to nederlag på stribe. Alligevel har de en reel chance for en plads i semifinalen.

Slutrunden har på mange måder været uforudsigelig.

Og det er den stadig. I Danmarks mellemrunde er der stadig fire hold, der kan spille sig i semifinalen i sidste runde.

Et af de hold er Holland – og det er på trods af, de har tabt begge kampe i mellemrunden. Det kan Estevana Polman ikke helt forstå.

- Det giver ingen mening, at vi stadig er inde i kampen. Men nu må vi se. Nu skal vi i første omgang vinde over os selv i morgen (onsdag, red.), siger hun til NOS.

Hvis Holland vinder over Sydkorea, mens Norge besejrer Tyskland, vil hollænderne erobre puljens andenplads.

Det vil sende dem i semifinalen. Det forstår Hollands målvogter Tess Wester heller ikke meget af.

- Vi har aldrig set så bizar en turnering før. Alle hold slår hinanden. På den anden side har vi aldrig haft så meget held med os før, så lad os håbe, at det sker igen i morgen (onsdag, red.), siger Odense-keeperen.

Den hollandske målmand havde ikke helt styr på, hvor bolden var efter en redning.

Holland har tabt tre og vundet fire kampe ved denne slutrunde.

'Det bliver en smule nemmere'

Holland ville selv kunne have afgjort tingene, hvis de ikke havde tabt mandagens kamp til Danmark.

Men nu venter der altså et lidt mindre fysisk hold, end hvad tilfældet var i de to seneste kampe mod Danmark og Tyskland.

Sydkorea er nok en modstander, der passer lidt bedre til hollændernes spil. Det mener Tess Wester.

- Tyskland og Danmark er hold med et godt forsvar og en god målmand. Nu skal vi møde et helt anderledes hold. Norge scorede også 36 mål mod Sydkorea i går (mandag, red.). Så hvis vi ser sådan på det, så håber jeg, at det bliver en lille smule nemmere for os.

Holland møder Sydkorea onsdag morgen klokken 7 dansk tid.