Spanien tæt på semifinalen efter store problemer
Det er kun svenske storsejre i de sidste to kampe, som kan forhindre, at Spanien kvalificerer sig til semifinalen ved VM.
Se VM i kvindehåndbold på TV 2 PLAY.
Meget skal gå galt, hvis ikke Spanien er at finde i semifinalerne ved VM.
I landets anden mellemrundekamp slog de Japan med 33-31 og kan nu kun indhentes af Sverige. Spanien har dog en langt bedre målscore. Se stillingen i gruppen her.
Det var ikke ellers en let spansk sejr over Japan. Ligesom i kampen mod Sverige var det spanske hold ved at gå helt i stå i anden halvleg.
Ved pausen var de ganske vist foran med fire mål, og i begyndelsen af anden halvleg udbyggede de føringen til fem mål.
Men Ulrik Kirkelys hold gav ikke op. Japanerne var hurtige på fødderne og skabte gang på gang problemer for det spanske forsvar. Da spanierne i angrebet pludselig begyndte at brænde chancer, kom Japan tættere og tættere på måltavlen.
De kom endda også foran ved stillingen 25-24. Men så kom nervøsiteten.
Først brændte de et straffekast og i det efterfølgende angreb en stor chance. Det gav spanierne en føring, som de ikke slap resten af kampen.
Senere tirsdag kan semifinalen allerede blive en realitet for Spanien, hvis Sverige ikke vinder over Rumænien.
Dermed kan Spaniens sidste gruppekamp mod Rusland blive en kamp om førstepladsen i mellemrundegruppen. De to hold er de eneste ved VM, som ikke har tabt en kamp endnu.
Kampen kan ses onsdag klokken 7 på TV 2 SPORT.