Danmark har fået sit landshold tilbage
TV 2 SPORTs håndboldredaktør sætter i denne klumme ord på det danske landsholds udtryk ved VM.
Det danske landshold har færdiggjort sin bedste slutrunde i mange år.
Den skarpe læser, der lige har set den danske exit mod Serbien, vil sikkert undre sig over påstanden. ”Hallo, knold, Danmark er røget ud, har misset OL og leveret det ringeste VM-resultat i 16 år” vil du med rette fastslå.
Den sportslige analyse af nedturen vil jeg lade vores håndbold-kalif, Bent Nyegaard, om. Blot dette pip derom: Danmark råder ikke over et medaljemateriale, så helt skæv er placeringen altså ikke, om end facit på VM selvfølgelig er dumpet.
Tidligere tiders storhed har det fremdeles med at løfte december-forventningerne her til lands. De sten forsvinder næppe nogensinde fra den aktuelle landsholdsspillers rygsæk. Det er ikke synd for dem. Det er bare et vilkår.
Når jeg alligevel tiljubler landsholdet i indledningen, handler det om noget andet end døende kontraspil, holdets høje moral og kaotiske overtal.
Det handler om landsholdets udtryk. Det udtryk, som nåede et grusomt, destruktivt lavpunkt for et år siden ved EM i Frankrig. Der hvor fornærmede spillere tabte stort på banen og endnu større udenfor ved at være irritable og lukkede.
Dansk Håndbold Forbund så problemet og har ydet en kæmpe indsats for at få spillerne væk fra det gale spor.
Vi ved vist alle sammen, at det kan være svært at erkende fejl og mangler. Især i modgang. Intet er nemmere end at kigge over til naboen og ryste på hovedet af den store idiot derovre. Idioten ved EM 2018 var den samlede danske presse.
Spillerne har kigget indad
Landsholdsspillerne har tydeligvis kigget indad. Lyttet til deres forbund, erkendt og taget ved lære.
Jeg husker ikke ét interview med passion og ægthed fra EM sidste år. Nu fremstår landsholdet i en helt ny udgave. I Japan har vi dagligt kunne håndplukke momenterne som grannåle, der falder fra et juletræ i januar:
Mie Højlund – om de interne samtaler, der gjorde ondt. Og godt.
Kathrine Heindahl – den ærlige vurdering af VM som en skuffelse, hvis OL-kvalifikationspladsen glippede.
Sandra Toft - rasende over holdkammeraternes svigtende angrebsspil mod Norge.
Stine Jørgensen – viljen til at give noget af sig selv omkring krisemødet efter nederlaget til Tyskland.
Louise Burgaard – om at være træt af snakken om højt niveau uden at præstere bedre.
Line Haugsted – grædefærdig af træthed efter sejren over Holland.
Klavs Bruun Jørgensen – Ja, hvert eneste interview med landstræneren.
Vandt ingen medaljer, men fik respekten tilbage
Alle spillere burde egentlig stå på dette herlige menukort. Husk også, at de under 10 minutter efter karrierens største nedtur – onsdagens knuste OL-drøm mod Serbien – stod klar til pressen med røde øjne og vandrette blikke.
Den positive udvikling er kun landsholdet og DHF’s triumf. Pressen har ingen andel heri. Den journalistiske tilgang til landsholdet har – i hvert fald her på TV 2 - været præcis den samme som sidste år – og årene før det. Forskellen er blot, at de kritiske og opklarende spørgsmål denne gang ikke blev mødt med himmelvendte øjne og fornægtelse.
Og mon ikke landsholdsspillerne har haft en betydeligt bedre oplevelse i det offentlige rum end for et år siden. De har forhåbentlig erfaret, at man vinder mest ved bare at være sig selv. I med- og modgang.
Landsholdet vandt ingen medaljer i Japan. Men de vandt respekten tilbage.