Danmark misser chancen for OL efter stort drama
Danmark havde muligheden for at tage den altafgørende sejr i kampens sidste angreb, men de spillede 26-26 mod Serbien.
Det betyder resultatet:
Danmark slutter som nummer ni ved VM. Det betyder, at Danmark ikke kommer med i OL-kvalifikationen og dermed misser OL næste år. Se stillingen i grupperne her.
Kampens bedste dansker: Trine Østergaard
Højrefløjen var modsat mange af de andre danskere utrolig effektiv foran målet og scorede på alle sine forsøg i kampen.
Det sagde de efter kampen:
- Jeg synes, det er pivelendigt og pisseringe. Det er simpelthen en katastrofe. Ej, hvor var jeg dårlig, siger Anne Mette Hansen.
- Jeg synes, vi har mange chancer, og dem er vi ikke dygtige nok til at udnytte, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen.
Referat:
Jacob Nordestgaard Lage, TV 2 SPORT i Kumamoto
Solseng, drinks med paraplyer og bagende varme. Udsigten til en forlænget sommerferie til næste år var ikke noget for de danske spillere inden onsdagens VM-kamp mod Serbien.
De ville nemlig til OL, og hvis drømmen om et ophold med harpiks i Tokyo i nærheden af den olympiske ild skulle holdes i live, var to point et krav.
Igen var tomme sæder ingen mangelvare i Aqua Dome, men det har spillerne fået lov til at vænne sig til gennem mesterskabet. De danske spilleres motivation og tænding var dog ikke i fare for at mangle trods den beskedne kulisse.
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen havde lagt vægt på hurtighed og gennembrudskraft i angrebet fra kampens begyndelse med både Mia Rej og Mie Højlund i startopstillingen tilsat Anne Mette Hansens skudkraft i bagkæden.
Den konstellation havde efter ti minutter blandet succes og kun formået at sætte tre mål på tavlen. Serbien havde dog også svært ved at score på Sandra Toft. Den danske målvogter havde allerede pillet straffekast fra både Jelena Lavko og sin tidligere Team Esbjerg-holdkammerat Kristina Liscevic.
3-3 blev på fire minutter til en serbisk 7-3-føring. Særligt forsøgene fra Anne Mette Hansen var ukarakteristisk uskarpe. Derfor tog Klavs Bruun Jørgensen en timeout. Der skulle ske noget. Her viste han Anne Mette Hansen tillid og beholdt hende på banen.
Stregspil, stregspil og atter stregspil. Det havde Danmark svært ved at håndtere i første halvleg. Sladana Pop-Lacic og Dragana Cvijic stod fri til indspil for mange gange, og det endte enten med mål eller straffekast hver gang. Det gjorde betingelserne svære for Sandra Toft, som udover de to straffekastsredninger kun stod noteret for en enkelt redning halvvejs gennem halvlegen.
I den anden ende havde Katarina Tomasevic en fest i det serbiske mål, men til sidst i halvlegen fik danskerne skruet en anelse ned for hendes yndlingssang. Danmark var nede med hele 7-13, men takket være en god slutspurt var sejren stadig inden for rækkevidde.
Danmark gik til pause bagud 11-14 efter en første halvleg, der gav anledning til panderynker hos den danske landstræner.
Danmark havde fået bedre styr på tingene i defensiven i anden halvleg, hvor serberne måtte arbejde hårdt for chancerne. Det hjalp dem heller ikke, at Sandra Toft tilføjede en tredje straffekastsredning.
Det danske angreb investerede langt mere i kontrafasen, og allerede inden der var gået ti minutter af anden halvleg, havde Danmark udlignet til 16-16.
Det var den serbiske landstræner, Ljubomir Obradovic, rasende over ude på bænken, så han forsøgte sig med at spille syv-mod-seks. Det gav straks flere serbiske scoringer, og i samme periode smed danskerne boldene væk i angrebet. Heller ikke overtalsspillet sad i skabet hos Danmark, og derfor kom serberne foran 20-18.
Her så det faktisk ud til, at Danmark var sat i skak. Ikke skakmat, men de var inde i en vanskelig periode. Der gik dog ikke mange minutter, før Danmark var foran 21-20. Redninger fra Sandra Toft, bolderobring af Trine Østergaard, scoring på tomt mål og en serbisk udvisning var årsag til den danske opblomstring.
Den serbiske landstræner holdt fast i syv-mod-seks og fik gang i indspillet til stregen. Noget, der gjorde så forfærdeligt ondt på danskerne i første halvleg. Med fem minutter tilbage stod det således 24-24.
Ved 26-25 til Danmark havde Anne Mette Hansen en gylden mulighed for at bringe den danske føring op på to scoringer, men hendes skud blev læst af Tomasevic, som ikke havde glemt, hvordan man stod på mål.
Med et minut tilbage var Danmark stadig foran 26-25. Serbien kunne nøjes med uafgjort, Danmark skulle vinde. Kampuret stod på 59:24, da den serbiske landstræner tog timeout. Igen var Danmark indblandet i en vaskeægte VM-drama.
Kampens store serbiske oplevelse var Kristina Liscevic, og selvom Danmark netop i timeouten havde aftalt, at hun ikke måtte komme til afslutning, kom hun det og scorede. 26-26 og 20 sekunder tilbage. Denne gang med en timeout fra Klavs Bruun Jørgensen.
Et dansk mål var påkrævet, og derfor spillede de syv-mod-seks. De kom til afslutningen, men Anne Mette Hansen hamrede bolden på overliggeren. Serbien var over returen, og så endte det 26-26.
Dermed skal Danmark ikke spille OL i Tokyo til næste år. Tårerne havde så småt indfundet sig på de nedtrykte og ødelagte danske spilleres ansigter. Et trist punktum for Danmarks VM, hvor de igen bare manglede et enkelt mål. Meget symptomatisk for hele deres turnering.