VM håndbold

Dansk stjerne 'er i chok' over misset OL: - Simpelthen en katastrofe

Danmarks drøm om at komme til OL i 2020 blev slukket med uafgjort mod Serbien.

Kvalifikationen glippede i 2016, og OL i 2020 bliver også uden de tredobbelte olympiske mestre.

Danmark var pisket til sejr over Serbien i den sidste mellemrundekamp ved VM, men sådan gik det ikke. Kampen sluttede 26-26, og dermed slutter Danmark uden for top-7, som giver plads i OL-kvalifikationen.

- Jeg synes, det er pivelendigt og pisseringe. Det er simpelthen en katastrofe. Ej, hvor var jeg dårlig, siger Györ-stjernen Anne Mette Hansen til TV 2 SPORT.

- Vi misser OL. Jeg kan ikke sige noget. Jeg er i chok.

Anne Mette Hansen havde chancen for at sikre sejren i absolut sidste sekund, men ramte overliggeren. Hun blev i alt noteret for 2 scoringer på 11 forsøg.

Mange brændte chancer

Her spillede Danmark med en ekstra markspiller på banen, men fik ikke spillet sig frem til den helt åbne chance.

- Jeg synes, vi har mange chancer, og dem er vi ikke dygtige nok til at udnytte, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen, der endnu ikke har en overordnet konklusion klar på VM-slutrunden.

- Det er selvfølgelig noget lort.

Problemer i overtal

Udover mange brændte chancer havde Danmark endnu engang voldsomme problemer, når de selv var i overtal.

Det har været et tema gennem det meste af slutrunden og blev det endnu engang i skæbnekampen.

- I overtallet vælger jeg at stol på pigerne. De ville gerne spille det, som vi har gjort indtil videre. Det var ikke nogen god løsning.

Fortryder du det?

- Når man kigger på resultatet nu, så ja. Jeg ville have spillet syv mod fem, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Danmark slutter på niendepladsen ved VM.

Målsætningen var top-7 og en plads i kvalifikationen til OL, som Danmark vandt tre gange i træk fra 1996 til 2004.