Et ophold på en japansk Stillehavsø blev kostbart

16x9
Kathrine Heindahl var grædefærdig efter kampen mod Serbien. Foto: Charly Triballeau / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Bent Nyegaard sætter i denne kommentar ord på VM-slutrunden i Japan.

For anden gang i Klavs Bruun Jørgensens regeringstid lykkedes det ikke for det danske kvindelandshold at sikre sig en plads ved et forestående OL.

Først i Rio 2016 og nu også i Tokyo 2020.

VM i japanske Kumamoto blev marginalernes marginal, hvor Sandra Toft og hendes veninder for ofte ikke kunne bringe marginalerne over på dansk side.

På den positive side konstaterer jeg, at forsvarsspillet har fået en tiltrængt ansigtsløftning med Line Haugsted som defensivens nye hovedrolleindehaver.

Til gengæld har andre af spillets afgørende discipliner – angrebsstrukturerne i kedelig samklang med overtalsspillet – lidt så mange skibbrud, at især overtalsspillet endte med at være helt dysfunktionelt.

I den forbindelse er det uundgåeligt ikke at kigge på landsholdets forberedelser, hvor Dansk Håndbold Forbund og landstræneren endte med en strategi, hvor landskampe ikke indgik i programmet.

VM-optakt uden kampe

177 dage var Stine Jørgensen & Co. uden officielle landskampe inden VM-åbningen mod Australien.

I stedet blev det til et ophold på den japanske Stillehavsø, Okinawa, og det blev kostbart.

Angrebs-overtalsspil er nævnt, men også manglen på et alternativt forsvarssystem var iøjnefaldende, da serberne anført af Kristina Liscevic gav opvisning i spillet syv mod seks.

Var forberedelserne bemærkelsesværdige, var mandskabsbehandlingen det ikke mindre.

Siden Klavs Bruun Jørgensen satte sig i landstrænerstolen, har to gange Stine tilhørt den absolutte top i landsholdets hierarki.

Anfører Jørgensen og Bodholt har været det totale omdrejningspunkt, og det er der i den grad vendt rundt på her i Japan. Anføreren er reduceret til straffekastskytte og Nantes-spilleren til bænkevarmer.

Ikke nok med det. Fra at være iagttager endte indskiftede Mia Rej med at være i startopstillingen i landsholdets sidste attentat på OL-drømmen.

Selv om kvindelandsholdets udtryk i mange sammenhænge har været flot og fyldt med sammenhængskraft, kan så store personelle forandringer ikke undgå at medføre intern frustration med deraf følgende usikkerhed.

Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet er her, at landsholdets spillemæssige mangler har sine rødder.

Før VM i Japan satte landstræneren sin position på spil, da han proklamerede, at han ikke holdt fast i sit job, hvis han ikke følte, at han kunne flytte landsholdet i positiv retning.

VM 2019 i Japan endte som en gigantisk skuffelse. Især i betragtning af, at Danmark i Sandra Toft rådede over VM’s bedste målmand, og i spillet med de mange afslutninger er det normalt formlen, der fører til sejr.

Monumental opgave i vente på hjemmebane

Landsholdets næste opgave er monumental. Danmark og Norge er arrangører ved EM 2020.

Om mindre end et år skal 12-15.000 forventningsfulde tilskuere fylde Jyske Bank Boxen.

Niendepladsen er det dårligste mesterskabsresultat siden 2003, når jeg ser bort fra 2007, hvor Danmark ikke havde gjort sig fortjent til at deltage.

Tiden er inde til at spillere, ledere og Dansk Håndbold Forbund får kigget hinanden dybt og længe i øjnene.

To mislykkede OL-kvalifikationer gør ondt på alle.

Tilbage til marginalerne.

De er årsagen til, at landsholdet lige nu er mere i tilbage- end fremgang.