VM i håndbold 2023

Klavs Bruun lod spillerne bestemme: - Skyder mig selv i hovedet over det nu

Klavs Bruun ville gerne ændre taktik i Danmarks overtalsspil. Det var spillerne ikke enige i, hvorfor landsholdet fortsatte som hidtil.

Overtalsspillet. Slutrundens helt store nøgleord for Danmark.

Det har nemlig på ingen måde fungeret for danskerne, når de har været i overtal.

Hans forslag var ikke lige efter min bog

Stine Jørgensen, landsholdsanfører

Derfor ville Klavs Bruun gerne ændre taktik i kampen mod Serbien. Det ville spillerne ikke, og derfor fortsatte holdet som hidtil.

- Det er på grund af overtalsspillet, at det ikke bliver Danmarks kamp. Og så vælger jeg at stole på pigerne. De ville gerne spille det, som vi havde gjort indtil videre, og det var ikke nogen god løsning.

Fortryder du det?

- Ja, når vi kigger på resultatet nu, så ja.

Hvad ville du gerne have gjort i stedet for?

- Jamen, jeg ville have spillet syv mod fem i angrebet.

Sådan lød det fra Klavs Bruun umiddelbart efter slutfløjtet, hvor Danmark havde udspillet OL-drømmen.

Landstræneren påtager ansvaret

Og da landstræneren havde sundet sig lidt og besøgte TV 2 SPORTs studie efter kampen, prøvede han at uddybe.

- Langt hen ad vejen stoler man jo på sine spillere og deres fornemmelse. Og det er selvfølgelig mit ansvar i sidste ende, og nu kan jeg da godt stå og skyde mig selv i hovedet over, at jeg ikke bare slog igennem og sagde, ’vi gør, som jeg siger’.

Serbien fik en to minutters udvisning seks gange i løbet af kampen, hvor Danmark blot var noteret for to.

Danmark havde derfor otte minutter af kampen i overtal.

'Ikke et forslag efter min bog'

En anfører skal træffe beslutningen. På godt og ondt.

Og det var lige nøjagtig det, som landsholdets anfører, Stine Jørgensen, gjorde i forbindelse med kampen mod Serbien.

Hun var nemlig ikke enig i Klavs Bruuns forslag om at ændre overtalstaktik.

- Jeg forstår godt, at Klavs syntes, vi skulle prøve noget. Men hans forslag var ikke lige efter min bog. Det diskuterede vi, og det havde vi en dialog om. Vi valgte at holde fast, selvom det ikke lykkedes i dag, siger Jørgensen.

Nederlaget til Serbien betyder, at Danmark slutter VM som nummer ni.

Det er det dårligste VM-resultat siden 13.-pladsen i 2003, hvis vi ser bort fra 2007, hvor Danmark ikke var med.