VM håndbold

Nyegaards karakterbog: Hun fik uforståeligt meget spilletid

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard giver karakterer til de danske spillere og landstræner Klavs Bruun Jørgensen efter VM-kampen mod Serbien.

Danmarks drøm om en OL-kvalifikation blev slukket, da de spillede uafgjort 26-26 mod Serbien.

- Det var en kamp, hvor Danmark kom dårligt fra start. De var bagud 7-13 efter 22 minutter, og de havde svært ved at styre tingene. Det var Katarina Tomasevic i det serbiske mål, der gjorde det, som Sandra Toft så ofte havde gjort, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

Danmarks på papiret største stjerne fik - for mig - uforståeligt næsten maksimal spilletid

Bent Nyegaard

Derudover bemærker han, at landstræner Klavs Bruun Jørgensen holdt fast i sin startopstilling, hvilket ikke fungerede. Alligevel kom Danmark med mod slutningen af første halvleg, og de fik initiativet på det rigtige tidspunkt i anden halvleg.

- Danskerne var foran og havde overtalsperioder, men så kan det hele igen skæres ned til det, som VM har handlet om. Igen, igen, igen var det danske overtalsspil så sløjt, at det ikke gav nogle gevinster. I marginalkampe er det bare en disciplin, der skal håndteres.

- I samklang med Danmark overhovedet ikke kunne finde ud af serbernes syv mod seks-spil, var det de væsentlige årsager. Og så var det selvfølgelig endnu en gang, vi måtte acceptere en kamp, hvor stamspillere som eksempelvis Anne Mette Hansen slet ikke kunne få tingene til at fungere, siger Nyegaard.

Med det uafgjorte resultat missede Danmark også muligheden for at kvalificere sig til OL i 2020.

Bent Nyegaards karakterskala 2020

6 - HØJ KLASSE

5 - KLASSE

4 - OVER MIDDEL

3 - MIDDEL

2 - UNDER MIDDEL

1 - IKKE SÅ GODT

0 - DUMPET

UB - Udenfor Bedømmelse

Sandra Toft: 3

Hun havde masser af gode redninger - heriblandt tre straffekast, så det var bestemt ikke, fordi præstationen ikke var i orden. Men for en gangs skyld blev hun overgået af sin kollega i det modsatte mål. Det var også en vigtig faktor, at serberne havde let ved deres paradedisciplin i form af stregspillet. Og så var Toft en smule svagere over for fløjene end hidtil.

Sandra Toft var storspillende fra start i det danske mål. Video: Malthe Henriksen

Althea Reinhardt: UB

Freja Cohrt: 2

Hun var nærmest ikke med i noget som helst i første halvleg. Hun scorer ét mål på to forsøg. Afbrænderen var stor, men hun klarede sig godt nok forsvarsmæssigt. Men i marginalkampe skal der scores på de chancer, man får.

Lærke Nolsøe: 2

Hun får én rigtig fin chance og brænder den. Det var ikke venstre fløjenes lod i dag. Der kom ikke meget derud, og derfor var muligheden for at bidrage ikke stor. Men chancen, der var, blev misbrugt.

Stine Jørgensen: 4

En svær spiller at bedømme på baggrund af godt fem minutter på banen. Alligevel bliver hun Danmarks topscorer med seks mål, fordi hun scorer på fire straffekast. En opgave, der blev løst perfekt, og det var meget vigtigt. Men igen var anføreren stort set ikke en del af spillet.

Anne Mette Hansen: 1

Danmarks på papiret største stjerne fik - for mig - uforståeligt næsten maksimal spilletid. Det havde hun svært ved at leve op til. Det var hæderligt defensivt, hvor det var svært imod dygtigt serbisk stregspil. Men skud- og beslutningsmæssigt... To mål på 11 forsøg og et par assists. Sidstnævnte tager jeg med i vurderingen, men i en vigtig kamp får hun et 1-tal.

Kristina Jørgensen: 3

Hun var kun med forsvarsmæssigt fra anden halvlegs start. Hun gjorde det egentlig udmærket, men mod slutningen af kampen kom Serbiens syv mod seks-spil igen, og det blev en svær opgave. Hun blev også passeret et par gange defensivt.

Lotte Grigel: 4

Playmakeren kom ind efter 22 minutter og var med til at cementere, at der kom fornuftigt styr på sagerne i anden halvleg. Hun var med sit assistspil rigtig afgørende. Med fem assists var hun afgørende i det ræs, men til gengæld trækker det voldsomt fra, at hun lavede en stor angrebsfejl, da det var allermest vigtigt at holde hovedet koldt.

Mia Rej: 2

Det var en fin beslutning at lade hende starte inde. Hun havde den aggressivitet, der skulle til, og hun kom fornuftigt ud af det rent organisatorisk i forhold til Serbiens 5-1-forsvar. Hun havde modet, men afslutningsmæssigt var det sløjt. Nul mål på tre forsøg og én assist.

Mie Højlund: 3

Hun spillede hele første halvleg og kom slet ikke på banen efter pausen. Der var tre mål på otte forsøg kombineret med et par assists. Jeg synes, hun åbnede banen godt, selvom alt ikke var guld. Det var en respektabel første halvleg, som også forsvarsmæssigt var okay.

Stine Bodholt: UB

Kathrine Heindahl: 3

Hun fik en større rolle i forsvaret, da man sendte hende ind i stedet for Haugsted. Det klarede hun egentlig rigtig fint, men hun fik voldsomme problemer i syv mod seks-spillet. Så er det næsten blevet en vane for Heindahl at brænde en stor, afgørende chance. Det gjorde hun også i dag.

Ved 3-3 var Danmark lige med sin serbiske modstander, og da Heindahl scorede til 16-16. Video: Malthe Henriksen

Sarah Iversen: 4

Fighteren kæmpede med alt, hvad hun havde. Næb og kløer. Der var en rigtig god attitude, som er vanen for Sarah Iversen. Hun scorer på tre ud af fire forsøg, og hun var klart den bedste danske stregspiller. Hun klarede sig fornuftigt forsvarsmæssigt, selvom hun i perioder var overmatchet. Og så havde hun en mærkelig afbrænder, hvor hun forsøgte at lobbe og blev grebet ud.

Line Haugsted: 3

Der var slet ikke den samme autoritet forsvarsmæssigt som tidligere. Det var i samklang med, hun bakkede for meget op. Der kom hun for sent til at tage de fysiske dueller mod Dragana Cvijic. Hun blev skiftet ud undervejs, og jeg havde måske håbet, hun ville komme ind igen senere, men det var ikke nogen stor forsvarskamp. Dog havde hun et par altid gode parader, der hjalp Toft i målet.

Louise Burgaard: 4

Hun spillede anden halvleg, og det hun gjorde godt, det gjorde hun rigtig godt. Det hun gjorde dårligt, det gjorde hun rigtig dårligt. Der var et par meget, meget dårlige beslutninger i en periode, hvor hun blev for ivrig. Men så havde hun den mentale styrke til at komme tilbage. Det må man have respekt for!

Trine Østergaard: 6 – kampens spiller

Der var masser af power i Odense-spilleren. Hun lavede fem mål på fem forsøg. Hun var meget scoringssikker mod en rigtig dygtig målvogter på dagen. Det afgjorde 6-tallet og titlen som kampens spiller. Hvis jeg skal finde et enkelt minimalt minus, så havde hun en enkelt diagonalbold i forsvaret, hvor hun gav for meget luft til fløjen.

Klavs Bruun Jørgensen: 2

Det var en kamp, som Klavs Bruun Jørgensen aldrig rigtig fik styr på. Jeg synes, han fastholdt startopstillingen for længe, selvom Danmark kom bagud 7-13. Jeg forstod ikke strategien med at holde Anne Mette Hansen på banen i det meste af 2. halvleg - eksempelvis på bekostning af Mie Højlund. Og som jeg har skrevet i nærmest samtlige karakterbøger: Overtalsspillet skulle der gøres noget ved, og det endte med, at det aldrig kom til at fungere. Det har været den helt store akilleshæl ved det her mesterskab. Den ramte Klavs Bruun ikke i en kamp, hvor marginaler var fuldstændig afgørende.