VM håndbold

Spørgsmål om OL fik Burgaard til at gå i stå: - Det siger vel nok

Den missede mulighed for at komme med til OL i 2020 gør ekstremt ondt på de danske landsholdsspillere.

Hvert eneste år kan de bedste håndboldspillere enten se frem til et europa- eller verdensmesterskab.

I skærende kontrast står de olympiske lege, som finder sted hvert fjerde år. Og efter 26-26 i onsdagens VM-kamp mod Serbien står det klart, at Danmark ligesom i 2016 ikke kommer med til OL.

Louise Burgaard er den eneste spiller fra den danske VM-trup, der har oplevet legene. Det var i 2012 i London.

Men selvom hun har OL-oplevelsen i kufferten, stod hendes reaktion på spørgsmålet om den bristede OL-drøm som et billede på følelserne i den danske lejr.

Hun kiggede væk. Ledte efter ordene. Rystede på hovedet. Trak luft ind og konstaterede:

- Det siger vel nok.

Forinden havde hun i glasklare vendinger kritiseret sit eget spil, ligesom hun understregede, at den manglende sejr mod serberne var "100 procent selvforskyldt".

Der var mange følelser på spil efter kampen mod Serbien, hvor de danske spillere forsøgte at sætte ord på skuffelsen. Video: Malthe Henriksen

I den danske VM-lejr er det den bristede OL-drøm, der fylder. Næste chance ligger fire år ude i fremtiden. Der er lang tid til revanche og til at indfri drømmen om at være med ved den kæmpemæssige begivenhed.

Herunder kan du læse ordene fra spillerne.

Sandra Toft

- Jeg sagde i 2016, at det skulle være i 2020. Nu står vi her og kommer igen ikke til OL. Der er fire år til det næste, og i princippet ved du aldrig, hvad der sker på så mange år. Jeg står stadig ved, at jeg rigtig gerne vil til OL.

- Selvom jeg er ved at brække mig over at sige det, så er vi kommet et skridt videre. Men det kan jeg ikke bruge til en skid nu, hvor jeg har en lang sommerferie, og alle de andre skal spille OL.

Kathrine Heindahl

- For helvede, det er fire år. Det er jo ikke engang bare, at vi ikke når dertil ved VM, som vi gerne ville. Men at OL-kvalifikationen ryger... det er bare så lang tid.

Mie Højlund

- Det er så skuffende, at man næsten ikke kan rumme det. Det har været en total rutsjebanetur ved det her VM. Det er så ærgerligt, at vi ikke kan sætte to gode kampe sammen i træk.

- At vi ikke kan kæmpe hårdere i en kamp, der gælder en OL-kval, er bare for dårligt. Jeg tror ikke, der er nogen af os, der kan rumme det lige nu.

Lotte Grigel

- Lige nu er jeg bare tom. Jeg er ikke engang sur, men det kommer senere. Det er hele tiden så små ting, der gør det. Jeg har ikke ord.

- Jeg er dødhamrende skuffet, og jeg er så forbandet over den måde, det her er gjort på. Jeg er rigtig træt af det.

Stine Jørgensen

- Vi lykkes ikke med det mål, vi har sat os, og den drøm, vi gik efter. Det gør ekstremt ondt på os lige nu.

- Lige nu tror jeg, man kan se på os, at vi kommer svækket ud af VM. Det er det, der har været alles drøm. Det er hvert fjerde år, så det er ikke bare lige noget, vi kan prøve at kvalificere os til igen næste år. Det er det, der gør ondt på mange.

Anne Mette Hansen

- Vi misser OL. Jeg kan ikke sige noget. Jeg er i chok.

Ol i 2024

Som systemet er lige nu, er der tre veje ind til et OL: EM, VM og OL-kvalifikation.

Europamesteren i 2022 og verdensmesteren i 2023 bliver direkte kvalificeret. Holdene fra 2.-7.-pladsen ved VM får en plads i OL-kvalifikationen, mens de to bedstplacerede hold fra EM foruden guldvinderen, der ikke spiller sig i top-7 ved VM, også får en plads i kvalifikationen.

Når OL afvikles i 2024, er otte af de nuværende landsholdsspillere 32 år eller ældre: Sarah Iversen, Sandra Toft, Simone Böhme, Lotte Grigel, Stine Bodholt, Mia Rej, Trine Østergaard og Stine Jørgensen.