VM håndbold

Dansk træner har ’ikke fået meget feedback’ for bedste resultat i 44 år

Ulrik Kirkely er særdeles tilfreds med Japans præstationer ved VM - også selvom forbundet ikke har meldt det store tilbage til ham.

De japanske spillere kunne juble efter storsejren over Rumænien, der onsdag blev besejret med 37-20.

Resultatet sikrede nemlig de japanske værter en 10.-plads ved VM-slutrunden, hvilket er deres bedste resultat ved VM siden 1975 - altså i 44 år.

Men på trods af det har Japans landstræner, danske Ulrik Kirkely, ikke hørt så meget fra det japanske håndboldforbund.

- Der er kulturen lidt anderledes, end vi er vant til. Det er ikke, fordi jeg har fået så meget feedback. Jeg har været heldig med at få lidt klap på skulderen, og det tager jeg som en positiv vinkel. Men ordene er ikke så store, og det er bare en del af det, siger Ulrik Kirkely til TV 2 SPORT.

- Det har jeg det også helt fint med. Evalueringen med forbundet og folkene venter lidt.

Havde de forventet mere?

- Ja, det kan godt være, at der var nogen, der havde det. Jeg synes, at når man først kommer ind i topti, og man ved, hvor mange nationer der i virkeligheden er fra top-12 til top-15, som kan slå hinanden, så kan vi kun være tilfredse, siger Kirkely.

Danmark var i klart den sværeste, Japan var i den nemmeste

Trine Nielsen om puljerne

En nemmere pulje

Ulrik Kirkely og de japanske spillere har været et positivt indspark til turneringen, hvor de hentede fire sejre i otte kampe. Derfor er Kirkely "overordnet set super tilfreds" med den japanske indsats.

- Det er flot af en håndboldnation som Japan at slutte i topti. Selvfølgelig skal vi have det her med, at vi var i en pulje, som på papiret så lidt nemmere ud end de tre andre. Det er selvfølgelig en del af det, men jeg synes også, at vi har præsteret flot, siger han.

Dette er TV 2 SPORTs håndboldekspert Trine Nielsen enig i.

- Det har noget at gøre med de her puljer. Jeg er ikke i tvivl om, at når man om fem år kigger tilbage og ser de her placeringer, vil man spørge sig selv, om der kun er én placering mellem Japan og Danmark. Men det fortæller meget om puljeindelingen. Danmark var i klart den sværeste, Japan var i den nemmeste, siger Trine Nielsen.

Var en smule skeptisk ved at afhold VM

Søndag bliver de sidste kampe spillet i VM-turneringen, hvor bronze- og guldmedaljerne skal fordeles af de japanske værter.

Ulrik Kirkely er imponeret over og tilfreds med den turnering, som Japan har arrangeret.

- Det har været rigtig, rigtig fedt. Jeg var en lille, smule skeptisk, da jeg startede for tre år siden – forstået på den måde i forhold til det mentale pres med spillere, der ikke er vant til at spille for så mange tilskuere og hele setuppet med medier og så videre, siger den japanske træner.

Holland og Spanien mødes i VM-finalen søndag, imens Rusland og Norge mødes i kampen om bronzemedaljerne.

Bronzekampen kan du se på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 9.30 søndag.