VM håndbold

Dansk VM-træner suspenderet på ubestemt tid

Ifølge det internationale håndboldforbund opførte Kim Rasmussen sig ikke ordentligt på et pressemøde og er nu blevet suspenderet.

Ungarns landstræner, Kim Rasmussen, var ikke tilfreds, efter at de tabte til Rumænien med ét mål i gruppespillet. Et nederlag, der sendte Ungarn ud af VM.

Ifølge det internationale håndboldforbund, IHF, skulle Rasmussen have vist usportslig adfærd og have brugt upassende sprog på det efterfølgende pressemøde.

Derfor er han nu blevet suspenderet. IHF nævner dog ikke hvor længe.

- Efter opførslen af Ungarns kvindelandstræner, Kim Rasmussen, på pressemødet efter deres sidste kamp i gruppespillet mod Rumænien 6. december, har IHF’s Executive Commitee besluttet af suspendere Mr. Rasmussen fra al håndboldaktivitet på nationalt og internationals niveau, skriver de i afgørelsen.

IHF skriver, at suspenderingen starter med øjeblikkelig virkning.

Rasmussen fortryder og undskylder

Kim Rasmussen er ked af det, der kom ud på pressemødet. Han blev fanget i kampens hede, og så var der et spørgsmål, der fik ham op i det røde fedt.

- Jeg kvajede mig, jeg mistede besindelsen i 10 sekunder i en situation, der var ekstrem. Alt det, der var på spil i den kamp, og hvordan det blev afviklet, var totalt kaos. Alt dette gjorde, da det forkerte spørgsmål kom efter kampen, at det ramte mig. Jeg har næsten været i chok, vil jeg tro. For jeg kan ikke rigtig huske spørgsmålene, og jeg kan kun huske, hvad jeg sagde på engelsk ”I got fucked” – ikke bogstaveligt, men jeg blev taget i røven, siger Kim Rasmussen til TV 2 SPORT.

- Det skal jeg jo ikke gøre. Det er en fejl, og det er jeg ked af. Det vil jeg gerne undskylde for over for IHF, men også mit forbund – også de implicerede delegerede. Vi er jo mennesker alle sammen, og der var stort pres på os.

Den måde, IHF melder ud på, er retsmæssigt ikke korrekt

Kim Rasmussen

Foruden kampens store betydning i VM-turneringen er der også en intern sportskrig mellem Rumænien og Ungarn. Dertil kom den måde, kampen blev afviklet på.

- Så for første gang i min karriere mistede jeg for alvor besindelsen i 10 sekunder. Det skal ikke ske igen, og det kommer det heller ikke til. Jeg følte virkelig, at det var et personligt angreb. Det var ikke på de aktioner, der skete, og ikke på de reaktioner, jeg havde. Det var direkte personligt - det var den følelse, jeg havde, siger den ungarske træner.

Herunder kan du se og høre pressemødet med Kim Rasmussen, han er blevet suspenderet for.

Undersøger karantænens længde

Kim Rasmussen undersøger nu med sine advokater, hvad det videre forløb er i sagen. IHF kun meddelt på sin hjemmeside, at han er suspenderet - ikke i hvor lang tid. Danskeren ved det heller ikke selv.

- Den måde, IHF melder ud på, er retmæssigt ikke korrekt. Derfor er vi ved at finde ud, hvad de egentlig kan gøre. Der er heldigvis nogle skridt, man kan tage videre, hvis det stikker helt af, men det ønsker jeg ikke, siger Kim Rasmussen.

- Vi er i gang med at undersøge, at det hele løber fair. Det er egentlig min største frygt, at tingene ikke foregår retmæssigt.

IHF’s Executive Committee videregiver sagen omkring hans opførsel til IHF’s Ethics Commission for yderligere handling, hvis det skulle blive nødvendigt.

Udvisning blev fatal

Afgørelsen på kampen, som Kim Rasmussen nævner, blev meget hektisk.

Ungarns danske landstræner blev med få minutter tilbage af kampen ramt af to minutters udvisning for brok efter en situation ved stillingen 26-24, hvor det tyske dommerpar dømte frikast til Rumænien i stedet for angrebsfejl.

Udvisningen blev i sidste ende fatal for Rasmussen og Ungarn, der tabte kampen med 27-28 og dermed røg ud af VM.

- For første gang i min karriere følte jeg, at dommerne havde personlige problemer med mig. Det er sørgeligt, når der bliver dømt på forudgående hændelser, sagde Kim Rasmussen ifølge Nemzeti Sport efter kampen.

Kim Rasmussen har været landstræner for Ungarn siden 2016. Sidste år førte han holdet frem til en syvendeplads ved EM - blandt andet takket være en sejr over rumænerne. Syvendepladsen betyder, at de har sikret sig en plads i OL-kvalifikationen til næste år.