VM håndbold

- Kommer til at gå lang tid, før jeg kan acceptere det, siger Anne Mette Hansen

Det var en flok skuffede kvinder, der fredag aften vendte vendte hjem til Danmark efter et skuffende VM, der endte med en niendeplads.

Vrede, skuffelse, træthed og spillere, der ikke ønskede at stille op til interview.

Det var virkeligheden, da de danske landsholdskvinder fredag aften landede i Københavns Lufthavn efter et skuffende VM i Japan.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal lige nu… Jeg skal bare væk

Sarah Iversen, landsholdsspiller

Specielt den danske profil Anne Mette Hansen lagde ikke skjul på følelserne.

- Jeg synes stadigvæk, den er rigtig hård. Der kommer til at gå lang tid, før jeg kommer til at acceptere det, siger hun til TV 2 SPORT i lufthavnen.

Og selvom spillerne havde været undervejs i godt 30 timer, var der ikke blevet brugt særlig meget tid på at drøfte slutrunden med de resterende spillere.

- Det er begrænset, hvor meget jeg har snakket med nogen i dag. Det har været meget lidt, lyder det fra Anne Mette Hansen.

Hun var ikke den eneste fra landsholdstruppen, der var skuffet ved hjemkomsten.

Vi har her samlet et overblik over de forskellige reaktioner fra lufthavnen:

Sarah Iversen: - Det er lidt trist at være hjemme. Der er trykket stemningen i lejren.

- Jeg har slet ikke kunne overskue at tænke på det. Jeg føler ikke, jeg har sovet siden, at vi røg ud. Så jeg er max presset. Jeg ved ikke, hvad jeg skal lige nu… Jeg skal bare væk.

- Det er begrænset, hvor meget overskud man har. Det er svært at rumme lige nu. Der kommer til at gå lang tid, før man lige kommer videre.

Danmarks håndboldkvinder spillede uafgjort 26-26 mod Serbien. Dermed er danskerne ude af VM og går glip af OL i Tokyo næste år. Video: Malthe Henriksen

Mie Højlund: - Det er lidt en tom følelse at komme hjem. Det er da meget godt, vi har fået muligheden for at komme hjem, så vi ikke skulle tilbringe dagene dernede. Men det er sgu lidt tomt at stå her.

- Vi har bare prøvet at glemme slutrunden så meget som muligt på den her flyvetur. Vi har alle sammen været hele følelsesregisteret igennem. Så det har været hårdt. Jeg ved ikke lige, hvordan vi skal bearbejde det.

Mia Rej: - Vi har ikke haft mulighed for at bearbejde nogen følelser på turen. Det har ærlig talt bare været ren overlevelse de sidste 28 timer. Så vi må bearbejde det hele senere.

Klavs Bruun: - Vi har mest været for os selv på turen. Jeg tror da, at folk snakker sammen, for det kan vi da stadig godt finde ud af, men der er selvfølgelig en stor skuffelse.

- Jeg kan ikke helt overskue juleferie lige nu. Jeg har været ked af det, sur, vred og alle de ting, man nu kan være, når man er så skuffet her.

Selvom VM er slut for danskerne, fortsætter de afgørende kampe i Japan.

Søndag spiller Holland og Spanien VM-finale, men inden da skal Norge og Rusland have afgjort, hvem der skal løbe afsted med bronzemedaljen. Og den kamp kan du se på TV 2 og TV 2 PLAY søndag klokken 9.30.