VM håndbold

- Det er en katastrofe, siger Sandra Toft om afgørelsen i VM-finalen

Sandra Toft har svært ved at sætte sig ind i, hvordan det måtte være at tabe VM-finalen på den måde, som Spanien gjorde.

De hollandske spillere brød ud i stor jubel, imens de spanske spillere brød ud i gråd.

Afgørelsen på VM-finalen blev yderst kontroversiel, da spanske Ainhoa Hernandez fik rødt kort, og Holland efterfølgende fik straffekast, da Hernandez blokerede et udkast fra Tess Wester i det hollandske målfelt.

Og da Lois Abbingh efterfølgende scorede på det straffekast, var glæden stor i den hollandske lejr, imens humøret var ligeså langt nede hos Spanien.

Danmark og Sandra Toft var ikke en del af det fine selskab, og hun så derfor finalen på tv-skærmen. Den danske målvogter har svært ved at forestille sig, hvordan det må være at tabe på den måde.

Hvad synes du om, at VM 2019 blev afgjort sådan her?

- Jeg synes, det er en katastrofe. Det er ubarmhjertigt, og jeg har virkelig ondt af Spanien lige nu. Jeg synes ikke, at hun laver nogen fejl. Sådan en blokade foran målmanden har jeg prøvet tusinde gange. Det hører med, så jeg synes, det er en stor dommerfejl, siger hun til TV 2 SPORT.

Det er så trist, og det er så ærgerligt, at det bliver afgjort på denne måde

Lærke Møller, håndboldekspert TV 2 SPORT

Sandra Toft håber, at situationen kommer til at ændre noget ved slutrundens format og regler - eksempelvis ved at indføre video proof, som der er i den danske liga. Men hun ved også, at der er lang vej.

- Det betyder ikke, at jeg tror på, at det sker. Det ville være rart. Jeg tror på, at spanierne nok gerne ville have haft, at det (video proof, red.) var der. Og det ville Holland sikkert ikke.

- Desværre er det også charmen med håndbolden. Det er dommerskøn, og de har afgjort mange kampe. I dag har de afgjort VM-finalen, siger Toft.

'Det kan ikke passe'

På tv-billederne af situationen er det desværre ikke til at tyde, om kendelsen er korrekt.

I reglerne lyder det, at "et målkast betragtes som udført, når bolden fuldstændigt har passeret målcirklen. Det er tilladt for modspillerne at opholde sig umiddelbart uden for målcirklen, men de må ikke berøre bolden, før den har passeret målcirklen."

TV 2 SPORTs håndboldekspert Lærke Møller umiddelbart, da situationen skete, at kendelsen var forkert. Men efterfølgende erkender hun, at det er svært at se, hvad der er rigtigt og forkert.

- Det er så trist, og det er så ærgerligt, at det bliver afgjort på denne måde. Da jeg sad og så den første gang, tænkte jeg, at det ikke kunne passe. Jeg tænkte i første omgang, at det var smart at lægge en parade, siger Møller.

Video-proof er vejen frem

Hændelsen skete, da kampen var inde i sine sidste sekunder.

Da dommerne besluttede, at Hernandez ramte bolden i feltet, betyder det, at det var en forhindring af en kampafgørende situation. Når det sker i de sidste 30 sekunder af kampen, skal en spiller have rødt kort, og modstanderen skal have straffekast. Som det skete ved Hernandez.

Håndboldekspert Bent Nyegaard efterlyser nu regelændringer fra IHF - eksempelvis video proof, hvor dommerne kan se situationen igennem, inden de tager en endelig beslutning.

- Det er så håbløst, som noget kan blive. Reglen om en straf de sidste 30 sekunder blev indført, fordi der opstod situationer, som virkelig var usportslige, hvor spillere eksempelvis bare greb fat i en modstander, der havde muligheden for at spille bolden op til én, der var fri. Og dermed fik man en uretfærdig afgørelse. Det, Hernandez gør her, har ikke noget med det at gøre.

- Video-proof, som er en genial ting, er ikke en del af et så stort mesterskab, og det forstår jeg ikke. Det skal klart indføres, siger Nyegaard.

Hollands håndboldkvinder vinder VM-guld for første gang i historien. Det sker med en finalesejr på 30-29 over Spanien. Video: Malthe Henriksen