VM håndbold

Norsk træner frustreret over spillere i timeout: - Det er en gåde for mig

Thorir Hergeirsson var langt fra tilfreds med sine spilleres indsats mod Anna Vyakhireva. Derfor talte han med store ord i sin første timeout.

Den norske landstræner trykkede hårdt på timeout-knappen efter bare 15 minutters spil i første halvleg i bronzekampen.

Her havde russiske Anna Vyakhireva nemlig fået alt for meget plads, og hun dominerede kampen. Thorir Hergeirsson følte sig nødsaget til at tale med store ord, da spillerne samlede sig omkring ham.

- Vi gør ikke arbejdet. Hun får lov til at vandre, hun får lov til at gå. Vi slipper hende. Hun får lov til at lave pasninger. Vi skal tage hende. Er I bange for tage på hende eller hvad? Det skal smælde! Løft op og tag hende her. Så tager vi både arm og krop, sagde han i timeouten, som du kan se i videoen over artiklen.

Efterfølgende forklarer Hergeirsson til VG, at han følte, at det var de norske spillere, der gjorde hende god.

- Jeg var sur i pausen, for jeg synes, spillerne gik for let til hende. Der er alt for meget respekt for hende. Jeg tror, at det lidt er grunden til, at hun sejrer, hun bliver spillet så forbandet god, siger han til den norske avis.

- Hun er god, men der var ingen, som smældede hende i første halvleg. Det er en gåde for mig. Det er ikke noget anderledes med hende end med andre. Hun får mindre tid og oversigt, hvis man går til kroppen på hende og efter armen, så vi skal hjem og træne individuelt forsvar.

Triste norske spillere

Timeouten hjalp kortvarigt i første halvleg, men det endte alligevel med at blive russerne, der løb afsted med bronzemedaljerne.

Det føles ikke som en succes lige nu

Stine Bredal Oftedal

Dermed led Norge sit andet smertefulde nederlag i træk, da de også tabte semifinalen til Holland.

- Jeg føler mig helt tom nu, siger Stine Bredal Oftedal til norske VG og uddyber til TV 2 SPORT:

- Det er forsvaret og kontraspillet, der ikke fungerer for os i dag. Vi får ikke pakket sammen i forsvaret, og så kommer kontraspillet ikke i dag. Jeg er meget glad for mesterskabet, og at vi kom i en semifinale, men det føles ikke som en succes lige nu.

Rutinerede Camilla Herrem ærgrer sig over, da de nu ikke kan tage noget som helst med hjem fra Japan.

- Der var mange huller i forsvaret. Jeg savner, at vi fighter og slås i forsvaret. Der var vi bare slet ikke i dag.

- Jeg havde forventet noget andet end en fjerdeplads. Det må jeg ærligt indrømme. Det er lidt den værste plads, vi har fået, og det er surt, siger den norske fløjspiller

Ruslands håndboldkvinder vandt VM-bronze med en sejr på 33-28 over Norge. Video: Malthe Henriksen