Opbakning til suspenderet dansker: Modstander smælder mod IHF
Tomas Ryde forstår til fulde, at Kim Rasmussen var frustreret efter Ungarns nederlag til Rumænien. Afslutningen var præget af dommerfejl.
Suspenderingen af Kim Rasmussen kommer fuldstændig bag på trænerkollegaen Tomas Ryde, der står klar med opbakning til danskeren.
Som landstræner for Rumænien stod Ryde på den modsatte trænerbænk i det opgør, der fik Kim Rasmussen til at kritisere både dommerne og de delegerede fra det internationale håndboldforbund.
- Jeg er helt overrasket over, at han er blevet suspenderet. Han kunne have fået en påtale. Vi skal ikke bruge sådan et sprog ved pressekonferencen, men det kan være nok med en påtale. Jeg synes, det er helt forfærdeligt, at han er suspenderet på ubestemt tid, siger Tomas Ryde til TV 2 SPORT.
Kim Rasmussen er suspenderet for usportslig opførsel på det obligatoriske pressemøde efter kampen. Her sagde han blandet andet, at han følte, at dommerne og de delegerede gik personligt efter ham. ”I got fucked,” lød det blandet andet efter afslutningen på kampen, hvor Rasmussen blandt andet fik en udvisning for at brokke sig over dommerne.
De taler til os trænere som om, det var en børnehave.
Ifølge Tomas Ryde var der dog god grund til, at Rasmussen og ungarerne følte sig snydt.
- Vi lavede en angrebsfejl. 100 procent. Men vi får frikast, og der brokker Kim sig. Det får han to minutter for. Vores sidste mål var på straffekast, hvor Laura Pristavita tager fem skridt. Jeg kan godt forstå, Kim var sur. Hans sprogbrug til pressekonferencen var ikke helt i orden, men at han er skuffet, det giver sig selv.
- Det er klart, vi skal opføre os ordentligt. Men det er en kamp mellem IHF, delegerede, dommere, trænere og spillere. Der er intet noget fælles. Det kunne være en god ting, hvis vi havde en følelse af, at vi arbejdede sammen for håndbolden. Fornemmelsen på banen er, at de delegerede jagter os. De taler til os trænere som om, det var en børnehave.
Flere ting har ikke fungeret
Tomas Ryde kritiserer desuden dommerne i gruppespillet og den første halvdel af mellemrunden. Ryde er blandt andet træt af, at velkendte regler pludselig skulle fortolkes på en anden måde, ’bare for at IHF kan markere sig’.
Faktisk kalder den svenske træner dommerniveauet i slutrundens første halvanden uge for ’helt forfærdeligt’, inden han retter kritik mod planlægningen af VM i Japan.
- Der er mange ting, der ikke har fungeret. Det er svinekoldt i hallen, der er 50 minutters kørsel til træning og en times kørsel til kamp – der er mange ting, der har været et problem. Men japanerne har været helt okay. Hotellet er godt, maden har været god og folk er venlige og vil gøre sit bedste. Strukturen og opbygningen har bare ikke været god nok.
Rumænien endte med at vinde den omtalte kamp med 28-27. Det sendte rumænerne videre fra gruppespillet på bekostning af Ungarn, der sluttede som nummer 14 ved VM. Rumænien blev nummer 12.