EM håndbold

- Det er en stor udfordring, siger Nyegaard om Tofts fravær

Henrik Toft Hansen var ikke blandt de 19 navne, landstræneren mandag udtog til EM. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Henrik Toft Hansens fravær kan komme til at give Danmark problemer i defensiven ved EM, vurderer TV 2 SPORTs håndboldekspert, Bent Nyegaard.

Mandag satte den danske landstræner Nikolaj Jacobsen navne på de 19 spillere, der i januar skal forsøge at sikre Danmark guld ved EM.

Det bliver et landshold uden stregspiller Henrik Toft Hansen, der stadig døjer med efterveer af en hjernerystelse, og hans fravær er et stort slag for landsholdets EM-ambitioner, vurderer TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard:

- Det er en stor udfordring og et problem for landstræneren. Henrik Toft har en stor betydning for det danske landshold.

Henrik Toft spillede ikke en hovedrolle i det centrale forsvar, da Danmark vandt VM i januar. Det gjorde til gengæld Henrik Møllgaard og Anders Zachariassen. Men på pressemødet mandag fortalte Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT, at han havde planer med den videreudviklede Toft til EM.

Disse planer må landstræneren nu skrotte. Og samtidig må han også undvære Simon Hald, der sidder ude med et ødelagt korsbånd.

Jacobsen kan dog glæde sig over, at Henriks storebror, René Toft Hansen, er klar igen efter lyskeproblemer.

- Derudover kan Nikolaj Jacobsen også finde tryghed i Aalborg, hvor Henrik Mølgaard og Magnus Saugstrup virkelig fungerer godt sammen og har bevist deres værd både i den danske liga og i Champions League.

- Så det kan lade sig gøre, men det bliver en udfordring, siger Bent Nyegaard om landstrænerens kommende arbejde med at finde de rigtige konstellationer i hjertet af det danske forsvar.

Henrik Toft Hansen var i januar med til at vinde VM-guld med Danmark.

- Det er en bet, siger landstræneren

Nikolaj Jacobsen deler Bent Nyegaards holdning og indrømmer, at det ville være en fordel at have 32-årige Henrik Toft Hansen til rådighed.

- Det er en bet. Henrik døjer med hjernerystelse og er endnu ikke klar til at træne håndbold med kontakt. Og selvfølgelig er man lidt bekymret, når to stregspillere ikke kan være med, siger landstræneren til TV 2 SPORT.

Også Henrik Mølgaard, der er med i EM-truppen, ærgrer sig over Henrik Tofts fravær.

- Jeg er rigtig ked af, at han stadig bokser med den hovedskade. Det er trist, at han ikke skal med til slutrunden, men han skal passe på sit hoved. Det skal han bruge i mange år endnu.

Lille dør på klem for Toft

Selv om Henrik Toft ikke var blandt de 19 spillere, Nikolaj Jacobsen udtog til sin EM-trup, er der stadig en mulighed for, at han kan komme i aktion i januar.

Landstræneren har nemlig i alt seks udskiftninger at gøre godt med i turneringen. To i gruppespillet, to i mellemrunden og to i finaleweekenden.

Og da Henrik Toft Hansen er en del af bruttotruppen, kan han i princippet komme i spil til EM.

Ved EM er Danmark havnet i gruppe E med Ungarn, Rusland og Island. En svær gruppe, mener Nikolaj Jacobsen, hvor kun de to bedste hold kvalificerer sig til mellemrunden. Danmark skal i gruppespillet og i en eventuel mellemrunde spille i Malmø. Finaleweekenden afvikles i Stockholm.

De danske verdensmestre indleder jagten på EM-trofæet 11. januar mod Island. EM begynder allerede torsdag 9. januar og slutter søndag 26. januar.

Danmarks EM-trup

19 spillere er udtaget, men kun 18 rejser med til slutrunden i Sverige:

Målvogtere

  • Niklas Landin (THW Kiel)
  • Jannick Green (SC Magdeburg)

Bagspillere

  • Niclas Kirkeløkke (Rhein-Neckar Löwen)
  • Mikkel Hansen (PSG Paris)
  • Henrik Møllgaard (Aalborg Håndbold)
  • Mads Mensah (Rhein-Neckar Löwen)
  • Rasmus Lauge (Vészprem KC)
  • Morten Olsen (TSV Hannover-Burgdorf)
  • Jacob Holm (Füchse Berlin)
  • Michael Damgaard (SC Magdeburg)
  • Lasse Andersson (FC Barcelona)
  • Nikolaj Øris (Bjerringbro-Silkeborg)

Fløjspillere

  • Magnus Landin (THW Kiel)
  • Magnus Bramming (TTH Holstebro)
  • Lasse Svan Hansen (Flensburg-Handewitt)
  • Hans Lindberg (Füchse Berlin)

Stregspillere

  • René Toft Hansen (S.L. Benfica)
  • Magnus Saugstrup (Aalborg Håndbold)
  • Anders Zachariassen (Flensburg-Handewitt)