VM håndbold

Dommere sætter første ord på kontroversiel kendelse, der afgjorde VM-finale

Dommerparret Charlotte og Julie Bonaventura er ikke i tvivl om, at de tog den rigtige beslutning i de afgørende sekunder af VM-finalen i Japan.

Det franske dommerpar Charlotte og Julie Bonaventura fik en uønsket hovedrolle i VM-finalen mellem Holland og Spanien søndag.

Med bare seks sekunder tilbage af kampen, der var helt lige - 29-29 - blev spanske Ainhoa Hernandez præsenteret for det røde kort og Holland tilkendt et straffekast, fordi Hernandez få sekunder forinden havde blokeret et udkast fra den hollandske målvogter Tess Wester.

Den afgørende kendelse er i de mere end 24 timer, der nu er gået siden finalen, blevet diskuteret vidt og bredt, og nu sætter det franske tvillinge- og dommerpar for første gang ord på kendelsen:

- I øjeblikket havde vi ingen tvivl om kendelsen. Jeg (Julie) var placeret lige ved siden af situationen og havde det perfekte udsyn, lyder det fra den ene af Bonaventura-søstrene til det franske håndboldforbunds hjemmeside.

Det afgørende punkt i den omdiskuterede sag er, hvorvidt den spanske spiller blokerede bolden, mens den stadig var i det hollandske felt eller ej.

Julie Bonaventura ses nederst i venstre hjørne. Hun er få meter fra situationen.

Det var de franske dommere ikke i tvivl om. Derfor endte det med et rødt kort og et straffekast frem for et frikast og en to minutters udvisning til Ainhoa Hernandez, da forseelsen skete i de sidste 30 sekunder af kampen.

På tv-billederne efterfølgende var det dog ikke til at se, om Hernandez reelt var inde i feltet, og derfor var kendelsen yderst kontroversiel.

- På tidspunktet for blokaden havde bolden ikke sluppet målfeltet helt. Dommerbordet så det samme og var enig med os, lyder det fra de to dommere.

- Du er nødt til at være mentalt frisk til at analysere situationen og træffe den rigtige beslutning. Det er udfordrende, men beslutningen var logisk.

De franske tvillinger er bredt anerkendt som et af de bedste dommerpar i verden.

IHF bakker dommerne op

Det var dog langtfra alle i håndboldverdenen, der fandt beslutningen om det røde kort og straffekastet logisk.

Blandt andre var de spanske landsholdsspillere komplet uforstående. Det samme var den danske landsholdsmålmand Sandra Toft, der bestemt ikke var enig i dommen.

- Jeg synes, det er en katastrofe. Jeg synes ikke, at hun laver nogen fejl. Sådan en blokade foran målmanden har jeg prøvet tusinde gange. Det hører med, så jeg synes, det er en stor dommerfejl, sagde hun til TV 2 SPORT søndag aften.

Men ifølge det internationale håndboldforbund, IHF, sad kendelsen lige i øjet.

- Den sidste kendelse i den spændende finale var fuldstændig på linje med paragraf 8.10c, der handler om de sidste 30 sekunder, forklarer IHF's formand for dommerkommissionen, Ramon Gallego, til IHF's hjemmeside.

- Normalt straffes sådan en forseelse med en udvisning på to minutter, men i de sidste 30 sekunder foreskriver paragraf 8.10c, at der skal gives et rødt kort og tildeles et straffekast.

Lois Abbingh udnyttede straffekastet til at score til 30-29 og sikre Hollands håndboldkvinder deres første VM-guld i historien.