Håndbold

Landsholdsreserve i tæt dialog med Odense Håndbold

Rikke Iversen er ifølge TV 2 SPORTs oplysninger på vej til Odense Håndbold. Ritzau Scanpix

Silkeborg-Voel mister ifølge TV 2 SPORTs oplysninger Rikke Iversen efter indeværende sæson.

Håndboldspiller Rikke Iversen skal meget vel bruge noget af sin sommerferie på at flytte.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er Silkeborg-Voel-profilen i tæt dialog med Odense Håndbold om en kontrakt gældende fra næste sæson.

Tirsdag aften ønsker hverken Iversen eller den fynske klub dog at kommentere oplysningerne.

Kontraktudløb i Silkeborg-Voel

Rikke Iversen kom til Silkeborg-Voel i 2014, hvor hun samtidig begyndte sin læreruddannelse på Silkeborg Seminarium. Siden har hun forlænget med klubben flere gange, men hendes nuværende kontrakt står til at udløbe efter denne sæson.

Det samme gør Kathrine Heindahls kontrakt med Odense Håndbold.

Iversen var i landstræner Klavs Bruun Jørgensens bruttotrup til det netop overståede VM i Japan, men måtte se sin søster, Sarah Iversen, Heindahl og Stine Bodholt tage de tre stregpladser.

Samme Bodholt blev afløst af Rikke Iversen i VM-truppen i 2017, da den daværende Viborg-spiller og nuværende Nantes-spiller blev skadet.

Sendt hjem fra VM uden kamp

Men Stine Bodholt rejste alligevel med til mesterskabet i Tyskland, da landstrænerteamet ønskede at give hende chancen for at komme sig så meget, at hun senere i turneringen kunne træde til.

Derfor blev Iversen ikke skrevet ind i truppen fra turneringens begyndelse, og efter gruppespillet blev hun sendt hjem. Bodholt var klar til at spille.

Rikke Iversen har fået ti kampe i den rød-hvide trøje og scoret syv mål. Hun har endnu sin debut ved en slutrunde til gode.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er endnu en spiller på vej til Odense Håndbold. Der er tale om Nykøbing Falsters japanske fløjspiller, Ayaka Ikehara.