Håndbold

Norge ærgrer sig over svær vej til OL: - Det bliver virkelig hårdt

Der er rigeligt at tænke på for den norske landstræner Thorir Hergeirsson (th.). Charly Triballeau / Ritzau Scanpix

Det norske landshold ærgrer sig over, at deres vej til OL næste sommer kommer til at foregå på udebane.

For første gang i 16 år skal det norske kvindelandshold i håndbold spille kvalifikation for at komme med til OL.

Ved de tre forgangne olympiske lege i 2016, 2012 og 2008 har de norske kvinder spillet sig til en OL-billet ved at vinde VM eller EM, men det har det norske landshold ikke formået i denne omgang.

Men som om en nervepirrende OL-kvalifiaktionsturnering i foråret ikke er udfordrende nok for de i så mange år sejrsvante norske håndboldkvinder, så skal nordmændene også spille på udebane.

- Det bliver virkelig hårdt, siger landstræner Thorir Hergeirsson til norske TV 2.

Norge er røget i kvalifikationsgruppe med Montenegro, Rumænien og Nordkorea. Her går kun de to bedste hold videre til næste sommers OL i japanske Tokyo.

- Der er to rigtig gode hold, og vi er ovenikøbet så heldige, at vi spiller på udebane, så det er rigtig godt, fortæller en ironisk Thorir Hergeirsson til TV 2 Norge.

Hvem skal være vært?

Hvor, kvalifikationsturneringen til marts skal spilles, vides endnu ikke. Det er dog sikkert, at det ikke bliver i Norge, da de allerede har fået værtsskabet for herrernes OL-kvalifikation.

Det hører dog med til historien, at Danmark helt ekstraordinært fik værtsskabet for både kvindernes og herrernes kvalifikation forud for OL i Rio i 2016, men det forventer nordmændene ikke sker igen.

Selvom de norske håndboldkvinder må vente lidt endnu med at finde ud af, hvor de vigtige kampe skal spilles, så er holdets største stjerne ikke i tvivl om, at udebanen bliver en ekstra udfordring.

- Det er ikke ideelt, men det er sådan, det er. Det er kampe, vi virkelig skal være klar til, og vi skal vinde dem, for vi skal med til OL, udtaler landsholdsanfører Stine Oftedal.

Norges OL-skæbne bliver afgjort i weekenden den 20. til 22. marts næste år. De norske kvinder vandt bronze ved det seneste OL, der blev vundet af Rusland.