Håndbold

Bundprop vandt efter 11 nederlag i træk: - Det betyder alt

I årets sidste ligakamp noterede Nordsjælland Håndbold sig for sæsonens anden sejr i 17 forsøg.

Sæsonens første halvdel har været hård ved holdet på sidstepladsen i herrernes håndboldliga.

Så da Nordsjælland Håndbold endelig kunne fejre en sejr - og så endda på udebane mod Sønderjyske - gjorde de det for fuld skrue.

- Det betyder alt. Det er uhørt vigtigt at vinde på så svær en udebane som her i Sønderborg, sagde gæsternes Jesper Dahl til TV 2 SPORT efter at have deltaget i den vilde jubel.

Vores afslutningsniveau var så langt fra at være håndboldligaen værdig

Kasper Christensen, Sønderjyske-træner

Tomålssejren var den første efter 11 nederlag i træk for nordsjællænderne og den kun anden i 17 ligakampe. Og til stor lettelse for Nordsjælland-træner Simon Dahl.

- Jeg synes, at vores præstationer har været til mere end de point, vi har fået. Efter flere kampe har jeg ikke kunne sove i flere dage, fordi jeg ikke kunne forstå, hvordan vi kunne tabe. Så jeg er meget glad og meget lettet.

- Mest af alt er jeg glad på spillernes vegne. Vi har knoklet som vanvittige, vi er blevet ved med at tro på det, og de (spillerne, red.) har holdt fast i de ting, vi gerne ville. Det får de heldigvis en smuk belønning for i dag. Der findes jo ikke en bedre måde at gå på juleferie på end med to point, lød det fra Simon Dahl.

Nordsjælland Håndbold haltede faktisk efter Sønderjyske det meste af kampen, men vendte 13-15 ved pausen til en sejr på 28-26.

'Beskæmmende' og 'skandaløst dårligt'

I Sønderjyske-lejren var stemningen nær lavpunktet efter et tabt skridt i kampen om slutspilspladserne.

Og årsagen var ikke svær at udpege for træner Kasper Christensen.

- Vi scorer ikke på vores chancer. Kampen fik det eneste forløb, som den ikke måtte få. Vi kommer jo fremragende fra start og spiller os til den ene kæmpe chance efter den anden. Men vores afslutningsniveau var så langt fra at være håndboldligaen værdig, at jeg vil kalde det beskæmmende og skandaløst dårligt, sagde Sønderjyske-træneren.

Sønderjyderne kæmper en hård kamp for at nå slutspillet. De ligger på ligaens ottendeplads - den sidste, som giver adgang til slutspillet - hvorfor nederlaget gjorde ekstra ondt.

Alligevel forsøgte Frederik Børm at anskue tilværelsen fra den positive side.

- Alt andet lige skulle det være to point i dag, men solen står op i morgen, og det er snart jul. Det må vi prøve at fokusere på. Det nytter ingenting at grave os ned, sagde Sønderjyske-spilleren efter opgøret.

Hvem ser du som jeres nærmeste konkurrenter lige nu?

- Alle. Vi ligger jo alle inden for en, to, tre point. Så ingen kampe er ligegyldige. Det er nok også derfor, at vi er så trætte af det. Det gælder om at være på hver evig eneste gang. Nu har vi en god pause i januar til at nørde lidt med tingene, og det bliver godt os.

Tre point til mulig redning

Selvom Nordsjælland Håndbold fordoblede pointantallet lørdag, er de stadig i seriøs nedrykningsfare.

Deres fire point er stadig tre fra en plads på den rigtige side af stregen.

- Det er jo ikke en ønskesituation, vi står i, men jeg har stor tro på det - specielt efter sådan en præstation. Så kan vi slå alle hold, lød det fra Nordsjælland-backen Jesper Dahl, hvis optimisme blev delt af træneren med samme efternavn.

- Vi har været helt bevidste om, at det var svær sæson, vi gik i møde. Vi havde ikke drømt om, at den ville blive så svær, som den har vist sig at være i løbet af efteråret. Men det giver selvfølgelig et ordentligt skud selvtillid og mod på mere, sagde Simon Dahl.

- Det sidste, vi aftalte i omklædningsrummet, var, at lige præcis den fornemmelse vi sad med, er den, der er vores motivation til at jagte de andre i januar. Så vi kommer fra baghjul, og vi kommer stærkt, lovede han.

Inden lørdagens sejr havde Nordsjælland Håndbold kun slået Sønderjyske i et ud af de seneste 13 indbyrdes opgør.