Håndbold

Dommere holdt fast i forkert beslutning – her er forklaringen

Alt foregik efter bogen, da dommerne i kampen pokalsemifinalen mellem Odense og København holdt fast i deres kendelse, selvom den var forkert.

Dommerne endte med at se uheldige ud, lige inden Odense- og København-spillerne gik til pause i Final 4-semifinalen lørdag.

Her havde Lars Hansen og Klaus Andersen nemlig tildelt Odenses Nathalie Hagman et mål, som burde have været annulleret. Og det var selvom de havde set episoden igennem på video kort efter scoringen. Haluret havde nemlig lydt, inden den svenske landsholdsspiller sendte bolden i mål, men dommerne holdt fast i deres kendelse.

Kampens dommerobservatør, Jens Henriksen, forklarer, at dommerne agerede, som de skulle, men at det selvfølgelig er ærgerligt, at de kom frem til den forkerte beslutning.

- Måldommerens (Lars Hansen, red.) skøn var, at bolden var inde, hvis video ikke kunne overbevise ham om andet, og det kunne det desværre ikke. Det er lige efter bogen. Og så kan det være et rigtigt eller forkert skøn, siger Jens Henriksen til TV 2 SPORT.

Uden kampur og lyd

Han fortæller, at der hverken var lyd eller et officielt kampur til rådighed i videogennemgangen, hvorfor betingelserne ikke tillod dommerne at ændre deres skøn.

- I bund og grund ender det med, at det bliver dommerens skøn, fordi teknikken ikke er i stand til at hjælpe dem.

Scoringen gav Odense en pauseføring på 14-10. En føring, som de dog formåede at formøble. De sikrede sig dog lige nøjagtig 22-22 i ordinær tid, inden de i den forlængede spilletid vandt med 26-25.

I finalen møder de Herning-Ikast søndag. Se pokalfinalen på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 15.25.

Dommerne var i tvivl om, hvad de skulle dømme, og endte derfor med at dømme mål. Video: TV 2 SPORT