Jeg stoppede først med at græde fire dage efter VM

16x9
Kathrine Heindahl var grædefærdig efter kampen mod Serbien. Foto: Charly Triballeau / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Jeg prøver at komme videre, men det er svært. I de første dage efter hjemkomsten lå jeg under min dyne.

Kender du filmen Moulin Rouge?

Filmen, hvor Satine må lade, som om hun ikke elsker Christian for at sende ham væk. Hun ønsker det ikke og må sætte en facade op for at kunne holde det ud og dermed redde ham.

Mit hjerte er stadig knust

Scenen fuldendes af Queens udødelige sang med blandt andet følgende ord:

The show must go on,

Inside my heart is breaking

My makeup may be flaking

But my smile, still, stays on

Jeg har det som kvinden i filmen og som hovedpersonen i sangen.

Den professionelle kasket

Jeg står midt mellem mit håndboldlivs største skuffelse ved VM for få dage siden og weekendens pokalfinale-stævne med min klub, Odense. Tiden er bare slet ikke med mig.

Jeg tager mit kamptøj og den professionelle kasket på for Odense Håndbold i dag, men mit hjerte er stadig knust. Det må bare ikke gå ud over andre. Min klub, vores fans, mine holdkammerater må ikke lide under det.

Se Final 4 på TV 2

Du, kære læser, må forstå, at jeg i fire år har arbejdet stort set hver eneste dag frem mod ét overordnet mål: At komme med til OL i Tokyo næste år.

Den mulighed forsvandt ved VM i Japan. Min håndboldkarriere har fyldt det meste i mit liv. Ventilen til dén drøm blev hevet ud, da vi mistede OL-kvalifikationspladsen.

Stoppede med at græde fire dage efter

Jeg kan sagtens forstå, hvis folk udenfor elitesportsmiljøet har svært ved at tro mig, når jeg nu fortæller, at jeg stadig har fysisk ondt i maven, når tankerne går på vores VM-exit og mistede OL-billet. I kan få den bonusinfo, at jeg først stoppede med at græde fire dage efter den afgørende kamp mod Serbien.

”Herregud, stakkels håndboldspiller, det er snart tre uger siden – kom dog videre,” vil nogen sikkert sige.

Der var mange følelser på spil efter kampen mod Serbien, hvor de danske spillere forsøgte at sætte ord på skuffelsen. Video: Malthe Henriksen

Jeg prøver at komme videre, men det er svært. I de første dage efter hjemkomsten lå jeg under min dyne. En enkelt gang bevægede jeg mig i fitnesscentret, og da følte jeg, at alle kiggede på mig. Det gjorde de selvfølgelig ikke. Gågaden, butikker og den slags fik ikke besøg af mig. Jeg magtede ikke folks kommentarer. Hverken de søde eller de onde. Jeg var alt, alt for sårbar.

Det hjalp, da jeg kunne sætte mig i en bil og tage til Warszawa, hvor min søster er i praktik. Min familie og kæreste var gode til at snakke om andet end håndbold. Tema non grata.

Natten er hård

Når jeg lå under dynen, kom de snigende. De forbandede små detaljer, som gik imod os ved VM. Alle vores kampe blev afgjort af småting. Havde jeg bare sat min tackling på en anden måde, havde jeg bare scoret på den store chance, havde jeg bare…… jeg tror, at de andre på landsholdet har været igennem samme pinsel og selvbebrejdelse i de mørke nætter uden søvn. Natten kan være en hårdere modstander end selv det bedste håndboldhold i verden.

Mine ”fuck alt, alle og håndbold”-dage gik ikke over lige med det samme, men noget skete der i dagene op til jul. Jeg blev sur. Mit hoved, min mave og mit hjerte fik nok af nederlag. ”Nu gider jeg fandeme ikke tabe mere”. Sådan har jeg haft det i de seneste dage, og det er vel et godt tegn op til en Final4-weekend. Min vindermentalitet vil stadig vinde og første mulighed er lørdag og søndag til Final4 i Holstebro.

Det er godt, at vi skal spille om en pokal. Havde det været en almindelig ligakamp, havde jeg næppe rokket mig en tøddel. Så havde jeg formentlig stadig ligget med en bunke dyner nede i kulkælderen. Nu er jeg nødt til at være stærk. Men dermed ikke sagt, at jeg er gennemsyret af lykke på søndag, hvis vi vinder pokaltitlen. VM og tanken om OL vil stadig gøre nas. Men det er klart, at en pokal altid vil gøre mig glad og stolt. Titler i klubben er også en stor motivationsfaktor for hver eneste dag at blive bedre. Weekendens kampe er jo vildt vigtige for os i Odense. Vi jagter stadig den første titel og pokal til pokalskabet. Ydermere er det tre år siden, at jeg sidst vandt pokalen, dengang med Randers, så sulten efter metal af fineste karat er stor.

Jeg håber ikke, at du sidder tilbage og synes, at det er synd for mig eller for landsholdet. Dette er elitesport. Små marginaler afgør ofte tingene. Det skete denne gang, og vi var ikke dygtige nok i de afgørende situationer.

Jeg skal til Paris

Længere er den ikke, men jeg håber inderligt, at folk ikke stirrer sig blinde på resultatet. Sport er ikke altid sort eller hvidt. Indrømmet. Vi formåede ikke at få, hvad vi kom efter. Men VM viste, at vi er et landshold på rette vej. Et mentalt stærkere hold, færre udfald, mere stabilitet og ikke mindst, at vi kunne spille lige op med alle.

Kigger vi bare tilbage til 2018, så fik vi jo et par ordentlige øretæver af Frankrig og Rusland. Vi har flyttet os helt vildt siden EM i Frankrig, men følelsen er der alligevel: Så tæt på og alligevel så langt fra. Vi har rejst os før og skal gøre det igen, for jeg tror på, at det snart er andres tur til at føle sig som Sorteper.

Til december hedder det EM på hjemmebane. Det er fandeme ikke nu, at vi skal kaste håndklædet i ringen! Derfor vil jeg rejse mig og gøre alt for at blive en endnu bedre udgave af mig selv, og hvis jeg er dygtig nok, vil jeg også gerne kæmpe for Danmark i mange år frem.

For det barske ved OL er også det smukke. Er man med, er man i himlen. Er man ude, går der fire år, før chancen kommer igen.

Men…….. Moulin Rouge ligger i Paris. Og ved du hvor OL i 2024 afvikles?

Jeg skal til Paris.