Håndbold

Kvindernes liga fortsætter uændret – eksperter ærgrer sig

Team Esbjerg endte som mester i ligaen på 14 hold i sommer. Henning Bagger / Scanpix Denmark

Selvom eksperter argumenterer for, at det går ud over kvaliteten, har klubberne besluttet at beholde den nuværende ligastruktur.

I halvandet år har der været 14 hold i kvindernes liga, og det bliver der ved med at være i de næste to sæsoner.

Det står klart efter et møde mellem ligaklubberne.

- Det er det, klubberne mener (er det rigtige, red.). Turneringsstruktur er en langvarig proces, siger formand for Divisionsforeningen, Kasper Jørgensen, til TV 2 SPORT og tilføjer:

- Tingene skal have lov at leve, og klubberne har deres mening omkring det her. Derfor er det også vigtigt, at de skal have ejerskab over beslutningen.

Eksperter: Det går ud over kvaliteten

I sommeren 2018 blev kvindernes bedste håndboldliga udvidet fra 12 til 14 hold, og det er ifølge flere eksperter gået ud over kvaliteten på ligaen. Derfor ærgrer det TV 2 SPORTs håndboldeksperter Lærke Møller og Trine Nielsen, at de er kommet frem til den beslutning.

- Jeg synes, det er ærgerligt. Jeg ser ikke, at kvaliteten er til, at der skal være 14 hold i den danske liga. Både i forhold til den spillemæssige kvalitet fra top til bund, men også i forhold til de sager, der har været omkring økonomi, siger Lærke Møller.

- Jeg ser gerne, at man går tilbage på 12 hold, for jeg er helt på linje med Lærke om, at kvaliteten ikke har været til det. Der har også været for mange økonomisager, siger Trine Nielsen.

Kasper Jørgensen kan sagtens følge argumentationen, men han appellerer til, at man giver udvidelsen af ligaen mere tid, inden en eventuel ændring skal foretages.

- Jeg synes, de har en pointe. Det er også derfor, at vi som branche skal se, hvordan vi gerne vil have og udvikle vores produkt. Og derfor synes jeg, at vi står her med et fedt event (Final 4, red.). Det er sådan, vi gerne vil udtrykke os, og det tror jeg også, at vi skal gøre ude i hallerne.