Håndbold

Nyegaard kalder på handling i Odense: - Der er grænser for, hvad man kan tåle

Ifølge Bent Nyegaard skal både trænere, spillere og ledelse kigges grundigt efter i sømmene efter nederlaget i pokalfinalen.

Der skal kigges indad i Odense Håndbold efter søndagens kollaps i pokalfinalen mod Herning-Ikast.

Fynboerne var aldrig i nærheden af sejren og tabte med otte mål, og derfor er der altså kraftigt behov for at se hinanden dybt i øjnene internt i klubben. Det mener TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Der er grænser for, hvad man kan tåle. Du kan jo ikke leve med et resultat som i dag.

- Som Dansk Håndbold Forbund skal kigge efter, hvad der sker, når man misser en OL-kvalifikation og bliver nummer ni til VM, skal alt også kigges igennem her – spillere, trænere, ledelse, hele svineriet, siger Nyegaard.

Odense stod allerede med det ene ben på præmiepodiets næstøverste trin efter første halvleg, hvor holdet var bagud med 11 mål, og for andet år i træk var det også med sølvmedaljer om halsen, at de fynske profiler forlod finalehallen.

- Du står i endnu en finale, og det står 20-9 ved pausen. Det kalder på både evaluering og selvransagelse for at finde ud af, hvad i alverden der foregår. For med det her hold må det simpelthen ikke stå 20-9 til modstanderen ved pausen.

Efter kampen gjorde nederlaget også indtryk på Odense-træner Jan Pytlick.

- Alle er kede af det, og vi er alle sammen ramte af, at vi spiller sådan en finale på det niveau. Vi var jo ikke helt, men næsten helt væk.

- Pytlick er udsat

Nederlaget betyder, at Odense stadig ikke har vundet en titel, hvilket man ellers har oprustet kraftigt for at ændre på i de seneste år med tilgange af nogle af de absolut bedste spillere fra både Danmark såvel som udlandet.

Jan Pytlick kom til i 2016, og det sviende nederlag i pokalfinalen lægger ekstra pres på træneren.

- Jeg synes ganske bestemt, han er udsat. Selvfølgelig er han til diskussion i en evalueringsproces, og det er stampersonalet på det Odense-hold, jeg så i finalen, også.

Stampersonalet tæller blandt andre landsholdsprofiler som Stine Jørgensen, Trine Østergaard og Kathrine Heindahl, der alle har kontraktudløb til sommer. Derfor bliver den kommende halvsæson afgørende for holdets udformning i fremtiden.

- Der er så meget på spil i form af både mesterskabet, men også at komme i Champions League, som er den store ambition i Odense Håndbold. Og der er i hvert fald nogle hold, der lige nu ser ud til at kunne forhindre dem i at spille andet end EHF Cup som nu, siger Bent Nyegaard.