Odense-formand kalder det forfærdeligt at fyre Pytlick

Det gjorde ondt at fyre Jan Pytlick, fortæller Odense Håndbolds bestyrelsesformand, Jørn Bonnesen.

- Jeg sov ad helvede til. Og heller ikke ret meget.

Jørn Bonnesen var mandag med til at tage konsekvensen af Odense Håndbolds ydmygelse i søndagens pokalfinale, hvor Herning-Ikast vandt med otte mål.

Klubben har fyret cheftræner Jan Pytlick. Det meddelte bestyrelsesformanden på et pressemøde sammen med administrerende direktør Jens Peter Hermansen.

En hjørnesten i projektet

Bonnesen holdt selv et møde med Pytlick her til morgen, og selvom hovedpersonen ifølge formanden tog det pænt og erklærede sig enig i beslutningen, gjorde det ondt.

- Det har været forfærdeligt. Jeg sætter Jan Pytlick så højt, at man næsten tror, det er løgn. Han har været en af hjørnestenene i vores projekt og har arbejdet utrætteligt for os. Han har gjort det rigtig, rigtig godt, siger Jørn Bonnesen til TV 2 SPORT.

- Men engang imellem bliver man nødt til at træffe nogle meget ubehagelige beslutninger, og det har det her været.

Formanden kalder også Pytlick for den "første store spiller" på holdet, da han indtrådte i projektet Odense Håndbold i 2016.

Pytlick kunne hente flere store spillere til klubben på én gang, da en række landsholdsspillere flyttede til det storsatsende håndboldprojekt på Fyn.

- Det har været en fantastisk god tid. Han har været kulturbærer for vores projekt, siger Bonnesen.

Mens tiden har været "fantastisk god," kan det samme ikke siges om resultaterne.

Blev nødt til at reagere

Ambitionerne var nemlig tårnhøje, hvor kun toppen af dansk håndbold var nok. Pytlick har ført Odense frem til tre finaler - to i pokalturneringen og en DM-finale - men alle er blevet tabt.

Bægeret flød over, da der i søndagens pokalfinale stod 20-9 til Herning-Ikast.

- Det var frygteligt. Jeg så første halvleg, og så havde jeg faktisk ikke lyst til at se mere. Det gjorde jeg selvfølgelig, siger Jørn Bonnesen.

- Vi har følt, det var tiden, at vi skulle have et skift. Det blev rimelig manifesteret af kampene henover weekenden. Det blev vi nødt til at reagere på.

Målene er uændrede

Reaktionen blev udover fyringen en forfremmelse af assistenterne Karen Brødsgaard og Kristian Danielsen.

Førstnævnte bliver midlertidig cheftræner i et tæt samarbejde med sidstnævnte. Ifølge Jørn Bonnesen var det Jan Pytlick, der anbefalede dem til at tage over nu og her.

- Vores mål er faktisk ikke uændrede. Vi fik et lille setback i går. Det håber vi ikke, er niveauet, men en bølgedal, vi røg ned i. Vi skal op og være med helt fremme. Om det bliver til guld i år, ved jeg ikke, men det er fortsat målsætningen, siger Bonnesen.

I Odense på grund af Pytlick

Pytlick hentede Brødsgaard til klubben som sin assistent, og de to kender hinanden særdeles godt, da Brødsgaard i mange år var en del af Pytlicks landshold.

Hun fortæller, at hun "er ramt" og ked af det på Pytlicks, men også egne vegne.

- Vi havde et godt team og var ved at få bygget nogle rigtig gode ting op, men lige nu er der truffet nogle valg. Vi skal fortsætte med det, vi har gang i, siger hun til TV 2 SPORT.

- Jeg lærte nok allermest af Jan, da jeg selv var spiller. Jeg har glædet mig til at arbejde sammen med Jan. Det var derfor, jeg kom hertil, og derfor er det også en sørgmodig dag.

Det har trods flere forsøg ikke været muligt at få en kommentar fra Jan Pytlick.

Karen Brødsgaard og Kristian Danielsens første opgave bliver den formentlig sværeste af dem alle, når Odense på udebane møder det ubesejrede tophold Team Esbjerg.

Kampen kan ses på TV 2 SPORT.