EM håndbold

Svan kan ikke skyde – han er i kapløb med tiden, siger landstræner

Lasse Svan Hansen er taget med til Golden League i Frankrig, men han kommer ikke i kamp. TV 2 SPORT

Lasse Svan Hansen siger, at det går fremad med skulderskaden, men erkender også, at han endnu ikke er EM-klar.

Du kan Danmarks kampe ved Golden League på TV 2 og TV 2 PLAY.

Danmark kommer til at mangle en spiller med 214 A-landskampe og 503 mål, når landsholdet i den kommende weekend spiller Golden League i Frankrig.

Lasse Svan Hansen er nemlig ikke med på holdkortet, da han pådrog sig en skulderskade i sin tyske klub, Flensburg-Handewitt, i midten af december.

Fløjspilleren fortæller, at genoptræningen går planmæssigt, men at han stadig har lidt arbejde foran sig.

- Jeg har nogle smerter ved nogle bevægelser i skulderen. Det gør, at jeg ikke er i stand til at skyde på mål, som det ser ud lige nu. Jeg kan aflevere, og det er selvfølgelig også fint nok, men når vi skal til at spille, skulle jeg gerne kunne lidt mere, siger Lasse Svan til TV 2 SPORT.

Er der risiko for, at det kan få betydning for EM?

- Det er svært at sige. Hvis ikke det bliver bedre, end det er i dag, er det selvfølgelig et problem, men igen er det gået fremad nærmest hver dag, siden skaden skete. Så jeg er optimistisk og rigtig glad for den opbakning, jeg får fra fysioterapeuterne. Med deres hjælp er jeg også optimistisk i forhold til at skulle blive klar.

Landstræner Nikolaj Jacobsen fortæller også, at Flensburg-spilleren gør fremskridt, men at EM-deltagelsen ikke er helt sikret endnu.

- Det går fremad, men jeg tror, at det bliver et kapløb med tiden med ham, siger Nikolaj Jacobsen.

Som erstatning for Lasse Svan er Johan Hansen fra Bjerringbro-Silkeborg kaldt ind.

Forlod kamp i store smerter

Lasse Svan var i store smerter, da han måtte udgå af Flensburg-Handewitts udekamp mod Ludwigshafen i Bundesligaen 19. december.

I kampens sidste minutter blev Svan presset ud i en reklamebande, og det fik straks danskeren til at tage sig til skulderen.

Tidligere i kampen havde han også store smerter i samme skulder efter en tackling.

Skulderproblemerne har betydet, at Lasse Svan ikke var med i Flensburg-Handewitts sidste to kampe i 2019.

EM begynder 9. januar, mens Danmark spiller sin første kamp 11. januar mod Island.

Du kan se hele EM-turneringen på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.