EM håndbold

- Vi laver for mange fejl, siger Nikolaj Jacobsen

Danmark endte med at vinde 28-26 over Norge i Golden League, hvor de vaklede undervejs i anden halvleg.

Det var lidt op og ned i Danmarks næstsidste EM-testkamp fredag aften.

Det var landstræner Nikolaj Jacobsens umiddelbare analyse efter 28-26-sejren over Norge.

- Det er klart, at man godt kan se, at vi kun har haft én træning alle mand sammen angrebsmæssigt. Derfor laver vi også for mange fejl her i dag, siger Nikolaj Jacobsen, der dog overordnet var glad for sejren.

- Jeg synes, der var mange positive ting specielt defensivt.

Uddelte skideballe i timeout

Danmark var foran 15-12 ved pausen, men åbnede anden halvleg med at lukke nordmændene ind i kampen.

Det fik en sur og utilfreds dansk landstræner til at tage en timeout, hvor han talte med store ord til sine spillere.

- Jeg synes, vi giver Norge for mange nemme mål på personlige fejl enten i angrebet, men også defensivt, siger han.

Den danske landstræner talte med store ord, da han i en timeout satte ord på landsholdets præstation. Video: Malthe Henriksen

Jannick Green tilfreds med egen præstation

Fra trænerbænken kunne han dog sandsynligvis kun smile over præstationen fra Jannick Green i det danske mål.

Han leverede nemlig en pragtpræstation og blev kåret som kampens spiller.

- Det er altid sjovt at slå Norge og at spille godt mod dem, så jeg er naturligvis glad, siger kampens spiller.

- Jeg tager alle de minutter, jeg kan få. Det er derfor, jeg spiller håndbold. Så jeg er glad for, at jeg kunne bidrage i dag.

Jannik Green kom godt fra start i kampen, hvor han havde flere vigtige redninger. Video: Malthe Henriksen

Nikolaj Jacobsen, Jannick Green og resten af de danske verdensmestre spiller sidste testkamp inden EM på søndag klokken 17 på TV 2.