Håndbold

Polman udgik med skade: - Ved ikke, hvor slemt det er

Team Esbjerg-profilen Estevana Polman spillede ikke kampen færdig mod Nykøbing-Falster på grund af en skade.

Med lidt under 10 minutter tilbage af kampen mellem Nykøbing-Falster og Team Esbjerg måtte Estevana Polman tage plads på bænken.

Esbjerg-spilleren kunne nemlig mærke et lille stræk i baglåret, der betød, at hun ikke kunne spille kampen færdig. Efterfølgende humpede hun rundt på sidelinjen med is tapet omkring sit lår, ligesom hun også haltede efter kampen.

Selvom hun ikke færdiggjorde kampen, er hun dog optimistisk.

- Jeg er blevet gammel, siger Estevana Polman til TV 2 SPORT med et smil på læben.

- Jeg ved ikke, hvad det er. Jeg har haft denne krampe i noget tid og har haft problemer før. Jeg bliver kold og bliver ældre. Jeg ved ikke, hvor slemt det er. Vi er nødt til at vente og se.

Har tid til at komme sig

Team Esbjerg vandt kampen med 31-19 og var komfortabelt foran, da Polman måtte udgå. Selv hvis esbjergenserne ikke havde været foran, erkender Polman, at hun nok havde trukket stikket alligevel.

- Det var ikke så tæt, men jeg var nødsaget til at gå ud, siger Polman.

Estevana Polman har nu tid til at komme sig, da Team Esbjerg først skal i aktion igen 18. januar, hvor de tager imod TTH Holstebro på hjemmebane.

- Vi har 12 dage indtil næste kamp. Træneren har lige sagt, at jeg bare ville have fri i 12 dage, og han kunne godt have ret, smiler Polman igen.

Team Esbjerg fører ligaen med 28 point efter 15 kampe. København Håndbold er på andenpladsen med 22 point, men har spillet en kamp færre.

Nykøbing Falster, der blev dansk mester i 2017, er nede på niendepladsen og i fare for ikke at komme med i slutspillet.

Team Esbjerg var for stor en mundfuld for Nykøbing Falster. Video: TV 2 SPORT