Gider du lige tage et landshold mere, Jacobsen?

16x9
Nikolaj Jacobsen vandt VM-guld med herrelandsholdet sidste år. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

TV 2 SPORTs håndboldredaktør lufter i den klumme sine tanker om den kommende landstræner for kvindelandsholdet.

Elitesport kan være en kynisk størrelse.

Det afbrudte samarbejde mellem Klavs Bruun Jørgensen og Dansk Håndbold Forbund (DHF) var kun få minutter gammelt, før folkets ønskenavn på den næste landstræner for det danske kvindelandshold bragede afsted på nettet.

I den ideelle verden bliver Jesper Jensen udnævnt til ny landstræner i morgen

Dan Philipsen

De sociale medier, der nogle gange minder mere om usociale medier, havde hurtigt en vinder: Helle Thomsen.

Jeg mener ikke, at DHF skal kigge den vej. Faktisk skal de ikke kigge særligt langt.

En skæv idé - men læs argumenterne

Jeg havde forleden en længere snak med en af de mest forstandige mennesker i dansk kvindehåndbold. Først rystede jeg på hovedet, men med tiden har jeg adopteret hans glimrende ide.

Danmarks næste kvindelandstræner skal være Nikolaj Jacobsen! Ja, ham der træner herrelandsholdet.

Inden du myrder dén – indrømmet – skæve ide, så læs lige argumenterne:

  • Nikolaj Jacobsen skal selvfølgelig og sideløbende forblive herrelandstræner.
  • Han er en af verdens bedste håndboldtrænere.
  • Han har i mange år fulgt med i den danske kvindeliga.
  • Han kender sin arbejdsgivers styrker og udfordringer.
  • Respekten om hans navn og hans taktiske evner er så store, at han kan nå at løfte kvindelandsholdet før EM på dansk jord om under 11 måneder.
  • Hans mandskabspleje er formidabel. Han er ikke bange for at ruske op i et fastlåst hierarki, hvilket kvindelandsholdet i høj grad trænger til.
  • Kvinde- og herrelandsholdet er ikke samlet på samme tid.
  • Herrerne skal til OL – det skal kvinderne ikke.
  • Nikolaj Jacobsen har i to år haft et tidsmæssigt betydeligt mere krævende dobbeltjob – som Bundesliga- og herrelandstræner. Dette vil kræve meget, men mindre end dengang.
  • Det vil være en kæmpe triumf for Jacobsen, hvis han er manden, der kan knække koden til det stillestående kvindelandshold. Den udfordring tror jeg godt, at han kunne tænde på.

Jeg ser ikke Nikolaj Jacobsen bestride to landstræner-job i tid og evighed. Og han skal ikke have det alene. Frem til og med EM skal han have holdet sammen med den helt, helt rigtige danske landstræner: Jesper Jensen.

Jesper Jensen har lige forlænget en kærlighedshistorie

I den ideelle verden bliver Jesper Jensen udnævnt til ny landstræner i morgen. Problemet er bare, at han og Team Esbjerg lige har forlænget en helt vidunderlig kærlighedshistorie frem til sommeren 2022. Det er lige nu, at det vestjyske klasse-projekt skal kulminere. Jeg tror ikke, at Jesper Jensen vil smide det hele overbord på nuværende tidspunkt. Men lur mig, om han ikke har et eller andet om landstræner-jobbet indskrevet i sin kontrakt. Før eller siden kan han sikkert godt komme ud af sin kontrakt i Esbjerg.

Altså: Nikolaj Jacobsen tager tøjlerne nu. Med Jesper Jensen som sin assistent. I sommeren 2021 – der er trods alt kun én slutrunde indtil da – forlader Jesper Jensen sit klubforhold og tager landsholdet på fuld tid.

Ideen bliver næppe til noget. Og måske er det bare et håndboldromantisk hjerte, der kan forestille sig en fyldt Boxen i december 2020 med Nikolaj Jacobsen og Jesper Jensen i dialog på sidelinjen under en EM-kamp.

Slagt mig bare for naiviteten her, men erkend, at tanken om disse to håndboldhjerner i samarbejde er besnærende.

Klavs Bruun blev ikke nogen succes

Det lød også helt rigtigt, da DHF i 2015 ansatte Klavs Bruun Jørgensen som ny kvindelandstræner. Jeg var begejstret for ideen. Bruun Jørgensens hårdhed var det, som landsholdet manglende dengang.

Men lad det være slået fast: Samlet set blev Klavs Bruun Jørgensen ikke nogen succes som dansk landstræner.

Fem slutrunder, én semifinale og to missede OL-kvalifikationer. Det er selvfølgelig ikke godt nok.

Til Bruun Jørgensens forsvar skal lyde, at han ikke har rådet over nok kvalitet i sin trup. Folkets evige december-krav om medaljer har ikke haft hold i den virkelighed, som dansk kvindehåndbold har befundet sig i. Materialet i hans regeringstid lå vel i omegnen af femte- til ottendepladsen ved slutrunderne. På den led ramte Bruun Jørgensen jo ikke langt fra skiven.

Min primære anke mod Bruun Jørgensens landstrænertid handler om noget andet. Han forsømte at tage dansk kvindehåndbold på skuldrene. Udstikke en retning, knokle stenhårdt og blive den omfavnende lederfigur.

En ægte og passioneret Klavs Bruun

Samhørighed og gensidig respekt i det helt nødvendige samarbejde mellem klubtrænerne og Klavs Bruun Jørgensen var der ikke noget af. Min fornemmelse er, at langt de fleste klubtrænere så landstræneren som usynlig, og omvendt havde han ikke den store respekt for deres arbejde.

Jeg så heller ikke Bruun Jørgensen markere sig i DHF’s talentarbejde.

Folkets træner blev han heller aldrig. Mest fordi holdet ikke vandt, men også fordi hans kontante facon virkede arrogant på modtageren. Det sidste er dybt uretfærdigt. Danskerne fik altid en ægte og passioneret Klavs Bruun Jørgensen i det offentlige rum. Han stak aldrig plader eller gav ulideligt, politisk korrekte svar. En kvalitet, som langt fra alle i dansk tophåndbold besidder.

Fremgang at spore hos håndboldkvinderne

Sportsligt lavede han den samme fejl, som hans forgænger Jan Pytlick sideløbende har lavet som klubtræner i Odense Håndbold og som for nylig også kostede ham jobbet. Nemlig at deponere magten på og udenfor banen forkert.

Det er paradoksalt, at Bruun Jørgensen siger farvel på et tidspunkt, hvor der endelig var fremgang at spore. Jeg står vist ret alene med opfattelsen, men det nyligt overståede VM i Japan var altså ikke nogen dansk katastrofe fra A til Z. Kun på resultatet. Selv om vi taler elitesport, så bliver jeg aldrig fan af den sort/hvide vurdering, at al elitesport KUN skal vurderes på facit efter slutfløjt.

Klavs Bruun Jørgensens problem handler ikke om landsholdets status anno januar 2020. Det handler om alt det, der er gået forud.

Jeg begræder ikke hans afgang. Jeg glæder mig i stedet over – forhåbentlig – snart at se Klavs Bruun Jørgensen tilbage i herrehåndbold.

Det er dér, han hører til.