Klavs Bruun færdig som landstræner

16x9
Klavs Bruun Jørgensen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Dansk Håndbold Forbund (DHF) og Klavs Bruun Jørgensen er blevet enige om at stoppe samarbejdet.

Efter fire og et halvt år i jobbet er Klavs Bruun Jørgensen færdig som landstræner for det danske kvindelandshold.

DHF's sportschef, Morten Henriksen, fortæller i en pressemeddelelse, at beslutningen er truffet i fællesskab efter en analyse, der "langt fra trækker i én retning".

- Der kan helt klart tales for og imod at fortsætte med Klavs ved roret. Men efter at have været hele vejen rundt er vi i fællesskab blevet enige om, at tiden er til at gå hver til sit i den forhåbning, at en udskiftning på trænerposten kan medvirke til at finde de sidste procent, der skal til for at opnå de eftertragtede medaljer, siger Morten Henriksen.

Jeg er særligt ked af at stoppe det gode samarbejde med pigerne

Klavs Bruun Jørgensen

Et helt nyt landshold

Klavs Bruun Jørgensen får stor ros for at have samlet landsholdstrupper og skabt fornyet holdånd med sin kontante og empatiske tilgang til spillet.

- Det er et helt nyt landshold både fysisk og mentalt, vi står med i dag i forhold til for fem år siden, siger Morten Henriksen.

Men resultaterne er altså udeblevet, og det blev særligt markeret ved VM i december sidste år.

Danmark leverede gode resultater og spillede lige op med alle nationer. Alligevel sluttede det brat med uafgjort mod Serbien i den sidste mellemrundekamp, som kostede Danmark en plads i OL-kvalifikationen.

Forventede at fortsætte

Efter VM blev der derfor kaldt til grundig evaluering af situationen og Klavs Bruun Jørgensens stilling, men kort før nytår slog sportschefen fast, at landstræneren ville fortsætte, medmindre de "kom og sagde et eller andet drastisk".

Klavs Bruun Jørgensen slog også fast, at han ingen planer havde om at bryde kontrakten, der løb frem til 2021.

- Det har været den grundigste evaluering i mine tre år. Vi har været hele vejen rundt, og det er jo der, man begynder at gå endnu hårdere til hinanden og stille spørgsmål. Klavs og jeg har vendt flere ting, også over flere gange. Og i fællesskab har vi så truffet den beslutning, der absolut ikke har været sort/hvid eller nem at træffe, forklarer Morten Henriksen til TV 2 SPORT.

Ked af at stoppe

Klavs Bruun Jørgensen fortæller i pressemeddelelsen, at beslutningen var svær at træffe, og at han ærgrer sig over at stoppe som landstræner.

- Når de sportslige resultater ikke er der, er der grænser for, hvor langt man kan trække den, siger Klavs Bruun og tilføjer:

- Jeg er særligt ked af at stoppe det gode samarbejde med pigerne, der har udviklet sig helt utroligt meget de sidste år. Jeg håber, de fortsætter ad den vej, de er trådt ind på med at tage mere ansvar for deres egen udvikling og blive ved med at forvente mere af deres omgivelser, som også forventer meget af dem.

Afstemning

Klavs Bruun Jørgensen overtog det danske kvindelandshold i 2015, hvor VM på hjemmebane blev hans første slutrunde som landstræner.

  • VM 2015: Nummer seks
  • EM 2016: Nummer fire
  • VM 2017: Nummer seks
  • EM 2018: Nummer otte
  • VM 2019: Nummer ni