EM håndbold

Kroatisk stjerne udelukket fra landsholdet på livstid

Manuel Strlek har gennem et årti været fast inventar på det kroatiske håndboldlandshold. Patrik Stollarz / Scanpix Denmark

Manuel Strlek er for første gang i ti år droppet til en slutrunde.

Se Kroatien-Montenegro torsdag på TV 2 SPORT

Kort før EM-slutrunden blev der talt med store bogstaver på et pressemøde med det kroatiske landshold.

Årsagen er den mangeårige landsholdsstjerne Manuel Strlek, der for første gang siden 2009 ikke var at finde i Kroatiens landsholdstrup til et mesterskab.

Ifølge flere kroatiske medier tog forbundets vicepræsident, Zoran Gobac, ordet på pressemødet for at forklare fravalget af Veszprém-spilleren.

- Han har vilkårligt fravalgt landsholdet, og vi ved, hvad det betyder. Beslutningen i forbundets ledelse er, at hvis en spiller ikke vil repræsentere landsholdet, vælger man en vej, hvor det ikke er muligt at komme tilbage, sagde Gobac.

- Derfor kommer Manuel Strlek aldrig til at spille for det kroatiske landshold igen, uanset hvem der er træner. Det er hans beslutning, ikke vores. Hvis han var utilfreds med sin status på holdet, skulle han have holdt det for sig selv.

Kroatien møder torsdag klokken 20.15 Montenegro i deres første kamp ved EM. I stedet for Strlek er David Mandic og Valentino Ravnic udtaget på venstre fløj-positionen.

Utilfreds med landstræneren

Gobac konkretiserede ikke, hvad der er gået forud, men nævnte, at det startede i Schweiz i sommer, hvor Kroatien spillede kvalifikationskampe til EM.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger føler Strlek sig dårligt behandlet på landsholdet og har nægtet at spille under landstræner Lino Cervar.

- Spillerne beslutter ikke, hvornår og hvor meget de spiller, og de vælger heller ikke landstræneren, sagde Gobac.

Lino Cervar har siden 2002 vundet både OL- og VM-guld med Kroatien, som han har trænet af to omgange.

Zoran Gobac forklarer, at han tillod Lino Cervar og sportschef Igor Vori at holde et møde med Strlek før slutrunden, men det faldt altså ikke ud til Strleks fordel.

Lino Cervar stopper som landstræner efter OL og overgår i stedet til en ledende rolle i forbundet. Ifølge Germanijak er det Cervar, der selv kommer til at udpege sin efterfølger.

Klar på comeback

Efter den manglende udtagelse så Strlek det ikke selv som et endegyldigt stop på landsholdet.

- Det her var ikke et farvel. Det var en beslutning for nærværende. Bliver der brug for min hjælp i fremtiden, er jeg klar, sagde Strlek ifølge tportal.hr.

- Træneren og jeg holdt to møder, og vi blev enige om, at jeg stoppede. Al ære til ham. Han tog mig ind på landsholdet som 18-årig. Jeg har stor respekt for ham og bebrejder ikke nogen for noget. Det er professionel sport. Jeg er 31 år og har stadig masser tid til at nå mange flere topresultater med lands- og klubhold.

All-Star tre gange ved EM

Manuel Strlek har været med til at vinde fem mesterskabsmedaljer med Kroatien og blev i 2016 kåret som årets håndboldspiller i Kroatien.

I 2010, 2016 og 2018 blev han udnævnt til EM's All-Star-hold som turneringens bedste venstre fløj.

Manuel Strlek under EM-slutrunden i 2010.

På klubplan har han vundet flere kroatiske mesterskaber med Zagreb, mens han i 2016 vandt Champions League med Vive Kielce, hvor han også fik en plads på All-Star-holdet.

Kroatiens EM-trup

Målmænd: Marin Sego (Montpellier) og Matej Asanin (Zagreb)

Fløjspillere: Zlatko Horvat (Zagreb), Vlado Matanovic (Gorenje), David Mandic og Valentino Ravnic (PPD Zagreb)

Stregspillere: Zeljko Musa (Magdeburg), Marino Maric (Melsungen) og Marin Sipic (Zagreb)

Bagspillere: Domagoj Duvnjak (Kiel), Marko Mamic (Leipzig), Josip Sarac (Celje), Matej Hrstic (Zagreb), Luka Cindric (Barcelona), Igor Karacic (Vive Kielce) og Luka Stepancic (Pick Szeged)