EM håndbold

Landsholdet har kontaktet målmand - bedt om at holde sig klar

Den danske målvogter Emil Nielsen har fredag aften fået besked fra Dansk Håndbold Forbund (DHF) om, at han skal holde sig standby til EM-truppen.

Fredag aften kom det frem, at Danmarks målmand og anfører, Niklas Landin, ikke er blandt de 15 spillere, der er udtaget til lørdagens kamp mod Island.

Det er en sygdom, der gør, at Landin ikke er blandt de udtagne spillere. Han kan dog stadig nå at blive udtaget, da Danmark har muligheden for at udtage en 16. mand inden lørdag morgen klokken 9.

DHF har dog allerede forberedt sig på en eventuel situation, hvor Niklas Landin ikke når at blive rask.

Emil Nielsen, der til dagligt spiller i franske Nantes, har således modtaget et telefonopkald sent fredag aften. Det bekræfter han overfor TV 2 SPORT.

- Jeg har været i kontakt med DHF, og jeg står standby, til jeg hører andet, siger Emil Nielsen.

Er der nogen deadline?

- Jeg skal da bevæge mig fra Frankrig til Danmark, men det tager vi stille og roligt. Det finder vi en løsning på.

Er du på vej til Danmark?

- Overhovedet ikke. Jeg ligger i mine sofa. Jeg ved ikke, hvad de går og tænker, det må du spørge Nikolaj om. Der går direkte fly fra Nantes til København, så det må vi se på. Det tager to en halv time, så nu må vi se, hvad der sker.

Du virker rimelig rolig?

- Det er selvfølgelig spændende. Men jeg håber da for holdet og EM-chancerne, at Niklas bliver klar, for i min optik er han stadig verdens bedste målmand. På den anden side kunne det også være en fantastisk oplevelse for mig at være med til en EM-kamp.

- Jeg er rolig, men jeg er ikke rolig, lyder det alligevel spændt fra Emil Nielsen.

Svaret på, om Emil Nielsen erstatter Niklas Landin, kommer lørdag morgen klokken 9. Her skal Danmark nemlig udtage den sidste mand.

Selvom Niklas Landin ikke skulle blive rask, er der rig mulighed for at skifte ham ind senere i turneringen. Danmark har nemlig mulighed for at lave seks udskiftninger i alt. To i den indledende gruppe, to i mellemrunden og to til semifinalerne.