EM håndbold

For to dage siden tænkte syg Landin, at EM var meget langt væk

Niklas Landin har i dagene inden EM døjet med maveproblemer, men lørdag morgen blev den danske anfører alligevel skrevet ind i den danske trup.

Vil Niklas Landin blive klar til den første kamp ved EM?

Det har fredag aften og lørdag morgen været det helt store spørgmål, efter at landstræner Nikolaj Jacobsen i første omgang undlod at skrive den danske målvogter ind i truppen til EM-åbningskampen mod Island.

Landsholdets anfører har de seneste dage kæmpet med maveproblemer, men blev lørdag formiddag meldt klar til kamp. Men for bare to dage siden var usikkerheden noget større.

Hvordan har de sidste par døgn været?

- De har været meget stille og rolige. Jeg har skullet have styr på maven, og det føler vi, der er kommet styr på nu, siger Niklas Landin til TV 2 SPORT.

Har du været fortrøstningsfuld hele tiden?

- Jaeh... Det er klart, at for to dage siden, hvor det så slemmest ud, tænkte jeg, at slutrunden var meget langt væk. Nu har jeg det fint. Det er meget, meget bedre. Ellers havde jeg ikke stået her i dag.

Kiel-målmanden var på grund af sygdommen ikke en del af landsholdets sidste træning inden afrejsen til Malmö. Landin var dog med til fredagens pressemøde, men det var altså først lørdag formiddag, at Nikolaj Jacobsen turde at skrive sin stjernemålmand ind i truppen som den 16. mand.

Jannick Green starter inde mod Island

Selvom Niklas Landin er meldt klar til kamp, så er det Jannick Green, der starter åbningskampen i det danske mål. Det fortæller landsholdets assistent, Henrik Kronborg, til TV 2 SPORT.

- Jannick starter. Han har gjort det utrolig godt, så det er vi helt trygge ved. Så må vi se, hvordan kampen udvikler sig, og hvordan Jannick gør det. Ellers er Niklas klar til at komme ind og stå, siger assistenten.

Danmark har i forberedelserne til EM været ramt af en række skadesproblemer. Af dem, der de seneste uger har siddet ude, er Magnus Landin og Lasse Svan fortsat ikke kampklar.

Det betyder, at de to fløjspillere ikke er en del af den danske trup til opgøret mod Island. De kan fortsat nå at blive skiftet ind til de resterende kampe, da Nikolaj Jacobsen i alt råder over seks udskiftninger under slutrunden.

Truppen mod Island

Målmænd: Jannick Green (Magdeburg), Niklas Landin (Kiel)

Bagspillere: Niclas Kirkeløkke (Rhein-Neckar Löwen), Mikkel Hansen (Paris Saint-Germain), Henrik Møllgaard (Aalborg), Mads Mensah Larsen (Rhein-Neckar Löwen), Rasmus Lauge (Vészprem), Jacob Holm (Füchse Berlin), Michael Damgaard (Magdeburg), Lasse Andersson (FC Barcelona)

Fløjspillere: Magnus Bramming (TTH), Hans Lindberg (Füchse Berlin), Johan Hansen (Bjerringbro-Silkeborg)

Stregspillere: René Toft Hansen (Benfica), Magnus Saugstrup (Aalborg), Anders Zachariassen (Flensburg-Handewitt)

Oversiddere: Morten Olsen, Lasse Svan og Magnus Landin