Jacobsen varsler udskiftninger under EM
De danske EM-reserver gør klogt i at holde sig klar. Nikolaj Jacobsen har tænkt sig at skifte ud undervejs i turneringen.
Lørdag er Morten Olsen, Magnus Landin og Lasse Svan henvist til tribunen, når Danmark spiller EM-premiere mod Island. Der skal de dog ikke regne med at blive siddende under hele turneringen.
Det fortæller landstræner Nikolaj Jacobsen, der allerede er sikker på, at der kommer udskiftninger i den danske trup undervejs.
- Ja, det gør der. Det gjorde jeg også sidst. Ellers er der ingen grund til at tage 19 mand med. Det kan godt være, vi på et tidspunkt i turneringen finder dét hold, det skal være – og så skifter vi ikke mere. Men i starten af turneringen vil jeg i hvert fald gøre brug af at se spillerne an, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.
Ved VM 2019 brugte Nikolaj Jacobsen alle sine tre muligheder for at skifte ud. Ved EM er reglerne dog anderledes, og derfor kan Nikolaj Jacobsen disponere over helt op til seks udskiftninger.
- 2 udskiftninger i gruppespillet
- 2 udskiftninger i mellemrunden
- 2 udskiftninger i finaleweekenden
I forhold til Danmarks tre oversiddere er det værd at nævne, at Morten Olsen er meldt kampklar. Magnus Landin og Lasse Svan døjer med småskader i henholdsvis tåen og læggen.
Gemmer pĂĄ taktiske hemmeligheder
Med nye spillere følger også nye spillemæssige muligheder. Derfor gemmer Nikolaj Jacobsen på nogle af de taktiske muligheder, han og truppen har forberedt.
Er det sådan, du kigger på turneringsplanen og siger: Jeg har et kort, jeg skal spille i dén der kamp?
- Ja. Det er ikke sikkert, det er de samme 16 der spiller mod Island og Ungarn.
Hvilke overvejelser gør du dig om det puslespil?
- Når man har de udskiftninger, så er det at kigge på: Hvilke spillere har jeg behov for? Og hvilke spillere skal jeg bruge til nogle af de andre opgør, siger landstræneren.
Truppen mod Island
Målmænd: Jannick Green (Magdeburg), Niklas Landin (Kiel)
Bagspillere: Niclas Kirkeløkke (Rhein-Neckar Löwen), Mikkel Hansen (Paris Saint-Germain), Henrik Møllgaard (Aalborg), Mads Mensah Larsen (Rhein-Neckar Löwen), Rasmus Lauge (Vészprem), Jacob Holm (Füchse Berlin), Michael Damgaard (Magdeburg), Lasse Andersson (FC Barcelona)
Fløjspillere: Magnus Bramming (TTH), Hans Lindberg (Füchse Berlin), Johan Hansen (Bjerringbro-Silkeborg)
Stregspillere: René Toft Hansen (Benfica), Magnus Saugstrup (Aalborg), Anders Zachariassen (Flensburg-Handewitt)
Oversiddere: Morten Olsen, Lasse Svan og Magnus Landin