EM håndbold

Eks-landstræner vil ikke høre snak om hævn

Gudmundur Gundmundsson stoppede i 2017 som dansk landstræner og har siden overtaget styringen på det islandske landshold. Andreas Hillergren / Ritzau Scanpix

Gudmundur Gudmundsson fik et uskønt exit som dansk landstræner, men har lagt det bag sig og er taknemmelig for de tre år på posten.

Den islandske træner blev historisk, da han i 2016 førte Danmarks håndboldherrer frem til OL-guld for første gang nogensinde.

Efterfølgende kom det dog frem, at den daværende sportschef Ulrik Wilbek under legene i Rio havde talt med spillerne om muligheden for at fyre landstræneren efter nogle dårlige resultater.

Gudmundsson fortsatte indtil marts 2017, hvor han stoppede før tid, da han allerede havde afvist at fortsætte efter kontraktudløb sammen sommer.

Beslutningen skyldtes blandt andet Wilbek-sagen, fortalte han efterfølgende, men han er for længst kommet videre.

Man siger, at hævnen er sød, men sådan ser Gudmundsson overhovedet ikke på, at han sammen med Island slog Danmark ved EM lørdag aften.

- Jeg ønsker bare at komme ud af den snak om tiden, der var. Det er lang tid siden. Jeg vil bare komme videre, og jeg fokuserer på mit hold nu, siger Gudmundsson til TV 2 SPORT.

- Jeg fik tre fantastiske år. Jeg er taknemmelig for det med det danske hold. Det var en utrolig fornemmelse for mig at møde drengene (de danske, red.) på hotellet. Det var virkelig dejligt for mig, må jeg sige.

Stolt af indsatsen

Islændingen er dog særdeles tilfreds med det højst overraskende resultat, som giver Island rigtig gode kort på hånden i jagten på en plads i mellemrunden ved EM.

- Vi har jo mødt verdens bedste landshold i dag. De er regerende olympiske og verdensmestre, et fantastisk hold. Jeg er meget stolt over, at vi fik spillet så god en kamp, siger han.

Gudmundur Gudmundsson er kendt for at bruge uhyggeligt mange timer på at forberede sig på hver eneste modstander.

Spillede simpelt

Inden kampen bemærkede han da også, at han havde brugt tre år på at opbygge det stærke danske forsvar og derfor kendte svaghederne.

Grundigheden og kendskabet bar frugt.

- Før kampen tog jeg den beslutning, at vi ikke skulle spille alt for mange forskellige systemer. Vi spillede rundgang flere gange, ’Barca’, som det hedder også i Danmark. Vi havde fokus på at gøre det på en bestemt måde. Vi prøvede at isolere nogle af spillerne og angribe danskerne, siger Gudmundsson.

- Vi spillede næsten hele tiden det samme. Vi har jo mange andre ting, men jeg er meget glad for, at jeg tog den beslutning, at vi skulle gøre det på en enkel måde. Vi var meget præcise. Det var primært det, som vi gjorde i kampen.

Island møder Rusland på mandag, og her kan en sejr vise sig at være nok til at sende øboerne i mellemrunden. Det kræver dog, at Danmark mandag aften smider point mod Ungarn.