Landin fortryder: - Ikke noget jeg er stolt af
Niklas Landin fortæller for første gang om det røde kort, han fik i EM-skuffelsen søndag.
Danmark måtte undvære Niklas Landin i knap 20 minutter af EM-åbningskampen mod Island.
Landin fik direkte rødt kort, da han forlod sit mål og ramte en angribende islandsk spiller. Dermed kunne han intet gøre i resten af kampen, som Danmark tabte med 31-30.
- Det var rigtig dumt, og det er selvfølgelig noget, som jeg gerne ville have undgået; ikke at kunne hjælpe til mere og blive frataget den rolle. Det er selvfølgelig ikke noget, jeg er stolt af eller har tænkt mig at gøre igen, siger Niklas Landin til TV 2 SPORT.
Dommerduoen valgte at se episoden igennem på video og kom tilbage på banen med det røde kort i hånden.
Ikke meget kontakt
Olafur Gudmundsson blev sendt af sted i et kontraangreb, og her tog Landin chancen i håb om at fiske bolden inden Gudmundsson. I sådanne situationer er det målmandens ansvar at undgå et sammenstød, og selvom han prøvede at trække sig, ramte han Gudmundsson.
Niklas Landin var dog ikke sikker på, at dommerne ville taksere det til en udvisning.
- Så meget kontakt var der heller ikke. Men jeg kunne godt mærke på min hofte, at han lige snittede mig.
Haft held med det tidligere
Landstræner Nikolaj Jacobsen udtalte efter kampen, at der ikke var nogen tvivl om det røde kort.
Han slog samtidig fast, at der ikke er nogen grund til at tage sådan en chance, men ifølge Landin er det noget, han har haft held med tidligere.
- Jeg står fremme og vurderer, at han (Gudmundsson, red.) ikke griber den første gang, men lige lader den hoppe, og så har det været min erfaring tidligere, at jeg har hapset rigtig mange bolde, fordi de ikke forventer, jeg står derude og venter på bolden. Så gik det ikke denne gang, og det var selvfølgelig rigtig dumt.
Du rører måske endda bolden?
- Ja, vi har begge to fat om bolden. Han fik måske lige fat i bolden et millisekund før mig.
Fortryder du?
- Ja, selvfølgelig. Han scorede jo. Og så var der en lille chance for, at man kunne blive straffet for det bagefter, siger Niklas Landin til TV 2 SPORT.
Niklas Landin og Danmark er nu under pres ved EM, men kan allerede revanchere sig mandag.
Her gælder det Ungarn, som vandt sin første kamp over Rusland. Kampen spilles klokken 20.30 og kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.