Lasse Boesen er til EM som frivillig assistenttræner
Bosnien-Hercegovinas trænerbænk under EM domineres af to personer med fortid i KIF Kolding.
Iført blåt jakkesæt og hvid skjorte går den tidligere landsholdsspiller Lasse Boesen rundt på Bosnien-Hercegovinas bænk under EM.
Boesen bakker op om sin tidligere klubkammerat Bilal Suman, der også har været både spiller og træner i KIF Kolding. Bilal Suman er assistent, mens Boesen får en af sine mere alternative håndboldoplevelser i en helt anden rolle:
- Det er vel frivillig assistenttræner, jeg er. Jeg hjælper Bilal og drengene, siger Lasse Boesen til TV 2 SPORT.
- Det er en helt unik oplevelse at få. Drengene er nogle fremragende gutter, der virkelig vil det her. De ofrer alt, hvad de kan ofre. Men så er der lidt udfordringer med forbundet, som mildest talt er ikke-eksisterende. Fra september og tre måneder frem var der lukket.
Og når Boesen kalder forbundet for 'ikke-eksisterende', så mener han det. Størstedelen af dem, der er inde omkring landsholdet, gør det, fordi de kender Bilal.
- Der er ingenting her. Det er Bilal, der har bygget alt op. Det er hans kammerat, der fylder vanddunke og alt sådan noget. Vi har heller ingen sponsorer.
- Vi tager udfordringerne, som de kommer. Vi vil rigtig gerne, men der er ekstremt mange udfordringer. Dagligt. Også her, utroligt nok. Det er de mest banale ting, men det er umuligt for mig at forklare.
Men hvordan er det at være i?
- Det er en kæmpe oplevelse. Jeg er vildt imponeret over, hvordan det kan fungere – og at det kan lade sig gøre, at vi er kommet hertil. Det er decideret umuligt. Det er kun fordi, det er nogle rigtig, rigtig gode drenge og et godt kammeratskab, at jeg er her. Ellers ville det ikke kunne lade sig gøre.
- Jeg tvivlede da på, om jeg skulle med her, efter den måde optakten har været. Men der måtte jeg sige, at det er jeg nødt til at prøve. Drengene ville gerne have mig med, og lad os så se, om det ikke er dét.
Bosnien Hercegovina tabte EM-premieren med 32-26 til Norge.
Søndag skal balkannationen så i aktion igen, hvor det gælder slutrundens indtil videre største overraskelse. Her venter nemlig Portugal, der fredag aften overraskede ved at besejre Frankrig 28-25.
Kampen mellem Bosnien-Hercegovina og Portugal spilles søndag klokken 16, og du kan se kampen på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.