EM håndbold

Nikolaj Jacobsen afskriver Lasse Svan til afgørende gruppekampe

Lasse Svan og Nikolaj Jacobsen til træning.  Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Både Lasse Svan og Magnus Landin bliver testet til søndagens træning, men når formentlig ikke at blive klar til gruppekampen mod Ungarn.

Gruppekampene mod Ungarn og Rusland bliver uden Lasse Svan.

Det fortæller Danmarks landstræner, Nikolaj Jacobsen, inden søndagens træning i Malmö Arena. Den danske højrefløj har i optakten til EM kæmpet med både en skade i skulderen og en lægskade, og nu står det altså klart, at han ikke kommer i kamp før en eventuel mellemrunde.

Også Magnus Landin, der døjer med en skadet storetå, er tvivlsom til mandagens kamp mod Ungarn.

- De bliver testet igen i dag. Jeg tror ikke, at der er nogen af dem, der når at blive klar til i morgen. Men nu må vi se, hvordan de test forløber i dag. Lasse når i hvert fald ikke at blive klar før mellemrunden. Det er en beslutning, vi har truffet. Så må vi se med Magnus, siger Nikolaj Jacobsen.

Pressen fik lov til at overvære de første 10 minutter af den sidste træning inden kampen mod Ungarn, og her deltog både Lasse Svan og Magnus Landin i opvarmningen, hvor begge spillere løb frem og tilbage i roligt tempo.

Fremskridt at spore hos Magnus Landin

For Magnus Landins vedkommende er der da også fremskridt at spore. Faktisk er de så store, at han selv føler, han er ved at være kampklar.

- Det går godt, synes jeg. For første gang i lang tid skal jeg også deltage i træningen, siger den danske Kiel-spiller til TV 2 SPORT.

Hvordan er udsigterne for at komme ind og spille?

- Det ved jeg efter træningen. Men jeg synes, at det går godt. Store dele af den hævelse, der har været, er faldet. Jeg går rigtig godt nu.

- Jeg vil gerne så hurtigst som muligt ind på holdet igen. Hvis det går godt, og jeg føler for det, så melder jeg mig klar. Så er det op til Nikolaj (Jacobsen red.), om han vil tage mig ind eller ikke, siger den danske venstrefløj.

Hvis Magnus Landin skal i kamp mod Ungarn, så skal Nikolaj Jacobsen skrive ham ind i truppen inden mandag klokken 9.

Danmarks anfører, Niklas Landin, har de seneste dage inden EM kæmpet med maveproblemer, men blev meldt klar til lørdagens premierekamp mod Island, hvor han efter pausen fik et direkte rødt kort.

Nikolaj Jacobsen fortæller til søndagens træning, at målmandens sygdom fortsat er på tilbagekurs, selvom det endnu ikke er helt væk.