Tvunget til udskiftning før skæbnekamp - franskmand færdig ved EM

Den franske målmand Yann Genty har pådraget sig en skade i benet og kommer ikke i kamp mere ved EM.

Yann Genty er et soleklart eksempel på devisen om, at det aldrig er for sent.

I en alder af 38 år og 15 dage fik han slutrundedebut for det franske landsholds, der sensationelt skuffede i fredagens åbningskamp ved EM, hvor de mangedobbelte mestre tabte til Portugal.

Chambery-målmanden fik godt en halv time på banen og leverede seks redninger - fem mere end førstemålmand Vincent Gerard - men mere bliver det ikke til ved EM.

- Han følte smerte, som opstod mod slutningen af kampen mod Portugal. Det blev værre fredag aften og var meget smertefuldt lørdag, siger Frankrigs holdlæge Pierre Sébastien ifølge l'Equipe.

- Skaden invaliderer bevægeligheden i benet. Derfor er det eneste rigtige at lade Yann hvile og ikke lade ham spillere mere ved EM.

Landstræner Didier Dinart har erstattet Genty med den 30-årige Pays d'Aix-målmand Wesley Pardin.

Dermed misser Genty det, der meget vel kan blive en skæbnekamp for Frankrig søndag aften mod Norge.

Hvis Portugal i den tidlige kamp får point mod Bosnien & Hercegovina, er franskmændene ude af EM i tilfælde af nederlag til Norge, der slog bosnierne sikkert i første kamp.

  • 16.00 Portugal - Bosnien & Hercegovina (TV 2 SPORT)
  • 18.15 Frankrig - Norge (TV 2 SPORT)

Flere udskiftninger søndag

  • Østrig: Richard Wöss ind for David Brandfellner
  • Bosnien: Muhamed Toromanovic ind for Dino Hamidovic
  • Polen: Michal Olejniczak ind for Przemyslaw Krajewski
  • Portugal: Belone Moreira ind for Tiago Rocha
  • Slovenien: Mario Sostaric ind for Marguc Gasper
  • Ukraine: Vladyslav Zalevskyi ind for Zakhar Denysov