EM håndbold

Mystikken fortsætter: Svensk profil skrives ud af EM-truppen

Albin Lagergren skiftes uf af den svenske EM-trup. Tt News Agency / Ritzau Scanpix

Albin Lagergren var slet ikke med i hallen, da Sverige tabte til Slovenien. Dagen efter nederlaget skiftes han helt ud af truppen.

Det svenske trænerteam har opgivet håbet om, at Albin Lagergren kommer til at spille flere gruppekampe ved EM.

Den stærke højreback er derfor skiftet ud af truppen, oplyser det svenske håndboldforbund på sin hjemmeside.

Albin Lagergren, der kun var med i Sveriges første kamp, erstattes af Jack Thurin fra IFK Skövde.

- Lagergren missede kampen mod Slovenien af medicinske grunde, skriver forbundet.

Et mysterium

Søndag aften var netop Albin Lagergren lidt af et mysterium i forbindelse med Sveriges nederlag til Slovenien. Lagergren var på det tidspunkt stadig en del af den svenske kamptrup, men han var ikke til stede i hallen. Ifølge TV 2 SPORTs retporter i Göteborg, troede mange af de svenske journalister, at fraværet af Lagergren skyldtes en fodskade. Højrebacken var nemlig skadet i testkampene op til slutrunden.

Efter kampen ville ingen af spillerne dog uddybe fraværet af Albin Lagergren. I stedet erkendte Jerry Tollbring over for Aftonbladet, at spillerne har fået mundkurv på, mens landstræner Kristjan Andresson henviste til holdets læge. Han brugte samme forklaring, som forbundet præsenterer i mandagens udmelding: Lagergren spillede ikke af medicinske årsager.

- Albin har bedt mig ikke at kommentere hans helbred, og det må jeg respektere. Også selvom han er landsholdsspiller, siger læge Daniel Jerrhag.

Albin Lagergren spillede 24 minutter i Sveriges første kamp, hvor han scorede én gang på tre forsøg. Med Lagergren på holdet vandt Sverige 34-21 over Schweiz i premierekampen. I anden spillerunde tabte svenskerne, uden Lagergren, 21-19 til Slovenien.