EM håndbold

Nikolaj Jacobsen bruger første indskiftning før skæbnekamp

Morten Olsen er blevet skiftet ind i stedet for Jacob Holm inden mandag aftens vigtige kamp mod Ungarn.

Se Danmarks vigtige kamp mod Ungarn mandag klokken 20.30 på TV 2 og TV 2 PLAY

Landstræner Nikolaj Jacobsen har mandag morgen valgt at ryste posen i bagkæden.

Han har således gjort brug af sin første af seks mulige udskiftninger under EM. Her har han indlemmet 2019's bedste Bundesliga-spiller, Morten Olsen, i truppen til fordel for Jacob Holm. Det skriver Dansk Håndbold Forbund på sin hjemmeside.

Landstræneren havde ellers til fleres overraskelse i første omgang fravalgt Morten Olsen før åbningskampen mod Island, men nu er den rutinerede bagspiller altså inde i varmen igen kort før kampen mod Ungarn med kampstart klokken 20.30.

- Jeg blev ikke overrasket (over fravalget, red.), for jeg kunne godt følge til træningerne, hvilken vej han (Nikolaj Jacobsen, red.) gerne ville gå til den første kamp. Jeg havde godt set den komme, sagde Morten Olsen efter beskeden om reserverollen.

Lyn-analyse

Ungarn er et helt andet hold end Island.

Ungarn står mere defensivt i forsvaret, og der har Morten Olsen alle de kompetencer, der skal til for at sætte det danske spil op.

Mandagens modstander skifter også ud. Balint Fekete, der spillede syv minutter i Ungarns første kamp, skiftes ud til fordel for Donat Bartok. I alt har fire trænere valgt at skifte ud mandag formiddag:

  • Danmark: Jacob Holm skiftes ud. Morten Olsen skiftes ind.
  • Ungarn: Balint Fekete skiftes ud. Donat Bartok skiftes ind.
  • Rusland: Denis Zablotin skiftes ud. Oleg Grams skiftes ind.
  • Montenegro: Aleksandar Glendza skiftes ud. Branko Vujovic skiftes ind.

Landstræner varslede udskiftninger

Nu er reserverolle vekslet til en plads i truppen.

Landstræneren giver i forbindelse med udskiftningen ingen begrundelse for sit valg, men dagen før kampen mod Ungarn var han ikke afvisende over for muligheden.

Udskiftninger. Hvad tænker du?

- Det tænker jeg er en mulighed.

Vil du uddybe, hvem der er i spil?

- Nej, lød det kortfattet fra landstræneren.

Dermed må Jacob Holm se til fra tribunen til mandag aftens kamp. Til EM-åbningskampen mod Island, som Danmark tabte, kom han ikke på banen.

Nikolaj Jacobsen har fortsat mulighed for at skifte spillere ud og ind under EM. Således har man til denne slutrunde seks udskiftninger: to i det indledende gruppespil, to i mellemrunden og to i finalerunden.

Tidligere havde trænerne kun tre udskiftninger til hele turneringen.

Truppen mod Ungarn

Målmænd: Niklas Landin (Kiel), Jannick Green (Magdeburg)

Bagspillere: Niclas Kirkeløkke (Rhein-Neckar Löwen), Mikkel Hansen (Paris Saint-Germain), Henrik Møllgaard (Aalborg), Mads Mensah Larsen (Rhein-Neckar Löwen), Rasmus Lauge (Vészprem), Michael Damgaard (Magdeburg), Lasse Andersson (FC Barcelona), Morten Olsen (Hannover Burgdorf)

Fløjspillere: Magnus Bramming (TTH), Hans Lindberg (Füchse Berlin), Johan Hansen (Bjerringbro-Silkeborg)

Stregspillere: René Toft Hansen (Benfica), Magnus Saugstrup (Aalborg), Anders Zachariassen (Flensburg-Handewitt)