EM håndbold

Nyegaards karakterbog: Få bragede igennem - men flere virkede skræmte

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard giver karakterer til danskerne efter EM-kampen mod Ungarn.

Danmarks håndboldherrer spillede mandag aften uafgjort 24-24 mod Ungarn og gav sig selv et svært udgangspunkt for at gå videre til mellemrunden ved EM 2020. Se Danmarks muligheder her.

- Overskriften er, at det var et dansk landshold, som mentalt blev bange. De så ud til at være skræmte. De fik ikke styr på hverken kampen eller sig selv. Det skyldes også, ungarerne var velforberedte og kom med et meget aggressivt forsvar, som i nogen grad tog rytmen ud af det danske angrebsspil.

- Det vidner kun seks danske scoringer de første 20 minutter også om. Presset var for stort, selvom Danmark har et erfarent hold. I kombination med, at ungarerne udfordrede danskerne taktisk, blev det en svær kamp for Danmark, siger Bent Nyegaard.

Karaktererny

Nyegaards karakterskala

6 - HØJ KLASSE

5 - KLASSE

4 - OVER MIDDEL

3 - MIDDEL

2 - UNDER MIDDEL

1 - IKKE SÅ GODT

0 - DUMPET

UB - Udenfor Bedømmelse

Herunder følger Bent Nyegaards karakterer til de danske spillere og landstræner Nikolaj Jacobsen.

Jannick Green (Magdeburg): UB

Var kun inde på et straffekast.

Niklas Landin (Kiel): 6 - KAMPENS SPILLER

Landin har været meget igennem op til og under EM - om han var klar til at spille eller ej. Men han har 20 redninger og står på 45 %. En stor kamp af ham, hvor han har flere store redninger på helt frie modstandere. Noget af det bedste, vi har set fra ham i lang tid. Han bragede igennem, da det gjaldt mest.

Niclas Kirkeløkke (Rhein-Neckar Löwen): 2

Det var en svær kamp for Kirkeløkke. Han laver to mål på fire forsøg, og han så usikker ud. Og det forstår jeg godt, for det var svært at holde boldomgangen i det danske angreb. Han dækkede fornuftigt op, men får også lavet et par tekniske fejl undervejs. Det var en for stor opgave for ham i dag at få det til at fungere optimalt.

Henrik Møllgaard (Aalborg): 4

Startede som venstre fløj, men hans hovedopgave blev igen i forsvaret. Og bortset fra i starten, hvor der ikke var styr på meget, så synes jeg, han dækkede rigtig godt af i forsvaret i løbet af kampen. Det så fint ud i samarbejdet med Saugstrup. Han brændte en chance og blev for passiv ind imellem.

Mads Mensah Larsen (Rhein-Neckar Löwen): 4

Spiller med stor energi og scorer tre mål på fem forsøg. Han dækkede godt op, men det blev ligesom for flere andres vedkommende for hektisk i perioder. På kontraløb, blandt andet. Der var stress malet i ansigtet på ham, og derfor laver han fejl undervejs.

Rasmus Lauge (Vészprem): 2

Det er tydeligt, at Lauge skal vænne sig til spillet igen. Jeg synes, han ville for meget selv. Han spillede også for stresset, og det betød, at han lavede fire tekniske stress-fejl. Han laver tre mål på fem forsøg, men fik aldrig styr på sit spil, og så havde han enkelte gange, hvor han er ukoncentreret rent forsvarsmæssigt.

Mikkel Hansen (Paris Saint-Germain): 2

Der er længe imellem, at Mikkel Hansen er så lidt med, som han var i dag. Det offensive forsvar tog luften ud af hans position som back, og det gør det svært for ham. Der kom momenter fra ham i anden halvleg, men han var skudmæssigt ikke sig selv. Og så er han styrmand på det danske overtalsspil, som ikke fungerede. En sjældent dårlig kamp af ham.

Michael Damgaard (Magdeburg): 3

Startede inde og fik de første 20 minutter. Lavede mål på to ud af fire forsøg, og det var det. Var udset til at skulle duellere i offensiven, men han blev en del af det stress, hvor danskerne ville afgøre det hele med det samme. Og det blev for hektisk. Han kom igennem og fik tilkæmpet nogle straffekast, så han lander på et 3-tal.

Lasse Andersson (FC Barcelona): UB

Var ikke på banen.

Morten Olsen (TSV Hannover-Burgdorf):UB

Var kun lidt på banen.

Magnus Bramming (TTH): 6 - KAMPENS SPILLER (ja, der er to denne gang)

Der var så meget på spil i dag, og Bramming har ikke meget erfaring. Men på trods af det præsterer han imponerende flot. Han laver seks mål på syv forsøg, og forsvarsmæssigt gør han rigtig mange ting rigtigt. Og han fanger et udspil, da det gælder allermest. Helt suverænt hans bedste landskamp – på et rigtig tidspunkt.

Hans Lindberg (Füchse Berlin): 4

Han spillede hele kampen og scorer to på to forsøg. Jeg synes, han leverede det, han skulle. Har en scoring på kontra og en fra fløjen. Var omhyggelig med sine defensive opgaver. Det giver en fin karakter.

Johan Hansen (Bjerringbro-Silkeborg): UB

Var ikke på banen.

René Toft Hansen (Benfica): 3

En enkelt scoring og 27 minutter på banen. Var i starten af kampen i vanskeligheder, når der blev lagt direkte tryk på ham. Der kom han for sent et par gange. Det var generelt en okay indsats, men modstanderne, i dette tilfælde ungarerne, kigger efter at duellere med René Toft. Det bringer ham i ubalance nogle gange.

Magnus Saugstrup (Aalborg): 4

Jeg synes, der var en rigtig god periode for ham. Han spillede længe, en lille halv time. Brænder en 100 % chance, men da vi får fat, står Møllgaard og Saugstrup godt defensivt. Selvom han ikke helt kan holde ungarerne væk, så var det ganske fint forsvarsspil.

Anders Zachariassen (Flensburg-Handewitt): 2

De første spilminutter for Zachariassen ved EM. Skulle lige i gang. Han brænder to chancer, og selvom den ene er fra et svært udgangspunkt, så er det ikke helt godt nok. Havde en enkelt periode, hvor han forsvarsmæssigt bliver for ivrig. Ikke helt oppe at ringe.

Anders Zachariassen bliver dømt for overtrådt ved stillingen 4-6. Lindberg scorer kort efter til 5-6 fra fløjen. Video: TV 2 SPORT

Nikolaj Jacobsen: 2

Hele det mentale omkring kampen, som er noget, træneren skal arbejde særligt med, havde han ikke helt på plads. Kampen havde åbenbart for stor betydning til, at de kunne få styr på følelserne. Der er også nogle unge med, det er jeg klar over. Men de havde ikke helt fået klaveret til at stemme. Det overrasker mig, at han venter så længe med at tage sin første timeout, der først kommer efter 19 minutter. Det overrasker mig også, at han ikke noget tidligere går i syv mod seks-spillet. Til gengæld får han styr på tingene mere generelt, da Danmark kommer ind i kampen igen.